På Børneteaterfestivalen i Horsens viste Gruppe 38 sin nye forestilling, Poul sine høns. Stykket har kun en håndgribelig figur, der fortæller små absurde, ja, rent ud vanvittige historier, fabuleret frem over kendte børnesange. Alle andre figurer end han selv er under lemme i scenen, eller spillepladen, skulle man måske snarere kalde det, for "gulvet" skråner mod publikum fra skuespillerens brysthøjde. Vi kan ikke se hvad der er under lemmene. Alligevel "ser" vi dernede hans ledsager, medhjælper eller barn, dernede forvandler en enkelt mus sig til et megadiskotek med myriader af mus, der jinger vildt til blinkende, spraglet danse lys, og hernede kommer de brutalt af dage, da han "blender" dem til en blodig grød, som han oven i købet smager på og synes er rigtig lækker.
Det mest synlige ved den forestilling var det, vi ikke så. Vi blev inviteret, nej, tvunget til at skabe billeder, vi blev suggereret ud på en rejse, som ingenting ville have' været uden vores egen fantasi. Det jeg hæfter mig ved, er forestillingens evne til uigendriveligt at bevise, at vi alle ejer fantasi - selv de, der stædigst modsætter sig at have en fantasi, og nægter at fantasien er af nogen betydning, de der håner og foragter drømmere, de er det selv - når de bliver tvunget til det. Så kan de se det, der er bag lemmene. De kan faktisk ikke lade være.
Statsministeren blev for nylig citeret for at have sagt "at ungdomsoprørets kamp mod gamle autoriteter og opgør mod stive systemer og snæversynet borgerlighed var positivt med til at give et lidt mere frit samfund." Det er meget befriende at høre noget positivt om ungdomsoprøret fra den kant, hvor de eneste kommentarer til nævnte begivenhed ellers har været små bulderbasser der slåsser mod det, der skete for tredive år siden, enten det nu var idiotiske, ekstremt venstreorienterede udtalelser i blade og bøger, eller det var indbildte uretfærdigheder i børnehaven og gymnasietiden. Men selvom man må glæde sig over denne sprække i synet på oprøret, må man også sige, at det, der var mest centralt ved bevægelsen, har unddraget sig statsministerens opmærksomhed. Foreløbig, i hvert fald.
For det, "68'erne" egentlig bidrog med, det deres virkelige kraft bestod - og består - i, er at skabe billeder, indlevelse, drømme - og ikke mindst utopi. Konkrete indre billeder, oplevede situationer, virkelige scenarier og drømme om ideale verdner og menneskelige relationer. Tag f.eks. de ord der blev sunget af Janis Joplin: "Freedom's just another word for nothing left to loose." Med sin uforlignelige desperadostemme, skabte hun med de ord billeder i folks hoveder, fordi hun talte af personlig erfaring, og samtidig erklærede solidaritetens program. Eller hvad med et andet ikons ord, kort før han blev myrdet "Imagine there's no countries, it isn't hard to do, nothing to kill or die for, no religion too (...) you may say I'm a dreamer, but I'm not the only one." Der er levet liv i de ord, og billeder, og utopi: måske er jeg en drømmer, men ikke den eneste - og en drømmer, der ikke er den eneste, hans drømme kan faktisk gå i opfyldelse. Det eneste, der kan gå i opfyldelse, er faktisk drømme.
Den praktiske, køligt rationelle tilgang til politik har i lang tid været god latin på borgen - undtagen blandt ekstremisterne. Det ville klæde beslutningstagerne at begynde at drømme igen, at fremelske og kundgøre deres utopier. Men det kan være de tror, de slet ikke kan drømme. Måske skulle de tøve med henover hovedet på de professionelle udøvere af scenekunsten at foretage maskerede kvælningsforsøg på teatret, og i stedet gå derhen. Der, i teatret, vil de opdage, at de kan drømme. I hvert fald når de bliver tvunget til det.
Det mest synlige ved den forestilling var det, vi ikke så. Vi blev inviteret, nej, tvunget til at skabe billeder, vi blev suggereret ud på en rejse, som ingenting ville have' været uden vores egen fantasi. Det jeg hæfter mig ved, er forestillingens evne til uigendriveligt at bevise, at vi alle ejer fantasi - selv de, der stædigst modsætter sig at have en fantasi, og nægter at fantasien er af nogen betydning, de der håner og foragter drømmere, de er det selv - når de bliver tvunget til det. Så kan de se det, der er bag lemmene. De kan faktisk ikke lade være.
Statsministeren blev for nylig citeret for at have sagt "at ungdomsoprørets kamp mod gamle autoriteter og opgør mod stive systemer og snæversynet borgerlighed var positivt med til at give et lidt mere frit samfund." Det er meget befriende at høre noget positivt om ungdomsoprøret fra den kant, hvor de eneste kommentarer til nævnte begivenhed ellers har været små bulderbasser der slåsser mod det, der skete for tredive år siden, enten det nu var idiotiske, ekstremt venstreorienterede udtalelser i blade og bøger, eller det var indbildte uretfærdigheder i børnehaven og gymnasietiden. Men selvom man må glæde sig over denne sprække i synet på oprøret, må man også sige, at det, der var mest centralt ved bevægelsen, har unddraget sig statsministerens opmærksomhed. Foreløbig, i hvert fald.
For det, "68'erne" egentlig bidrog med, det deres virkelige kraft bestod - og består - i, er at skabe billeder, indlevelse, drømme - og ikke mindst utopi. Konkrete indre billeder, oplevede situationer, virkelige scenarier og drømme om ideale verdner og menneskelige relationer. Tag f.eks. de ord der blev sunget af Janis Joplin: "Freedom's just another word for nothing left to loose." Med sin uforlignelige desperadostemme, skabte hun med de ord billeder i folks hoveder, fordi hun talte af personlig erfaring, og samtidig erklærede solidaritetens program. Eller hvad med et andet ikons ord, kort før han blev myrdet "Imagine there's no countries, it isn't hard to do, nothing to kill or die for, no religion too (...) you may say I'm a dreamer, but I'm not the only one." Der er levet liv i de ord, og billeder, og utopi: måske er jeg en drømmer, men ikke den eneste - og en drømmer, der ikke er den eneste, hans drømme kan faktisk gå i opfyldelse. Det eneste, der kan gå i opfyldelse, er faktisk drømme.
Den praktiske, køligt rationelle tilgang til politik har i lang tid været god latin på borgen - undtagen blandt ekstremisterne. Det ville klæde beslutningstagerne at begynde at drømme igen, at fremelske og kundgøre deres utopier. Men det kan være de tror, de slet ikke kan drømme. Måske skulle de tøve med henover hovedet på de professionelle udøvere af scenekunsten at foretage maskerede kvælningsforsøg på teatret, og i stedet gå derhen. Der, i teatret, vil de opdage, at de kan drømme. I hvert fald når de bliver tvunget til det.
- Teatret Gruppe 38
- Mejlgade 55 B
- DK-8000 Århus C
- post@gruppe38.dk
- Tlf.: +45 86135311
- Fax: +45 86135188
- Cvr: 56475419
- Se smiley-rapport
- Parkeringsforhold
- Åbningstider
- Reg.: 6180
Konto: 4501192851
