En slags manifest

Vores ambition er, at vores forskellige forestillinger kan genkendes på en særegen kunstnerisk profil. Vi forsøger at finde det sofistikerede og komplekse i det enkle, for derved at skabe uforudsigelige oplevelser med ganske få og enkle virkemidler.

"Rejserne" mod forestillingerne er derimod aldrig enkle. Vi fravælger bevidst det sprog, den form eller den løsning, der virker mest nærliggende, for dermed at gøre det nødvendigt at undersøge og efterprøve muligheder, vi ikke kunne tænke os frem til på forhånd. Vi spænder så at sige ben for os selv under hele processen. Vi vælger samarbejdspartnere, som arbejder helt anderledes og har en helt anden tilgang til teatret end vi selv, for at nå frem til et umiddelbart besynderligt udtryk, som i afleveringen virker helt indlysende både hos publikum og os selv. Alt sammen for at skærpe evnen til at forestille sig og lysten til at forandre noget tilsyneladende uforanderligt.

Udgangspunktet for en idé er ofte en ultrakort historie eller fortælling, hvor selve livet er på spil. Hvis en historie er kort fortalt, og hvis den er god, er den allerede komprimeret i sin ide og kan give os plads til svinkeærinder, så vores eget vandmærke er tydeligt i afleveringen.

Hvor vidunderligt er det ikke at fascineres af en historie og så tvinge sig til at viderebringe både historie og fascination og samtidig gøre sig klart, hvori fascinationen består - hvor er det skrøbelige punkt i os selv, hvor netop denne historie sniger sig ind og insisterer på en erkendelse, en forandring... eller bare en bevægelse?
Samtidig er det afgørende for os, at livet er på spil -også selvom vores publikum oftest er børn -eller måske netop derfor. Vi skyder ingen formildende omstændigheder ind for at skåne børnepublikummet. En historie må være så grusom, så livsfarlig og uendelig trist, som den gør krav på for at give den stærkeste emotionelle oplevelse. Virkeligheden er jo livsfarlig.

'Kunstnercitat' v/ Bodil Alling:

Med en times komprimeret billede af virkeligheden ønsker jeg at give et øjebliks klarhed i det flimmer publikum går ud til, når de forlader forestillingen.

Lige nu er jeg optaget af at pirre evnen til at forestille sig. At få publikum og mig selv, til at forestille sig ting, man slet ikke kunne forestille sig, at man kunne forestille sig.

Om lidt er jeg nok optaget af noget andet! 

Nyhedsbrev

* indicates required