ILT13 søger frivillige - 5. Marts

ILT er en international teaterfestival organiseret som en biennale af Teatret Gruppe 38, Svalegangen, Aarhus Teater og Aarhus Kommune. Festivalen løber af stablen i år over 4 dage fra d. 23. til og med d. 26 maj.

I løbet af de fire dage vil 10 forskellige udenlandske forestillinger spille på et udvalg af byens scener. Hver forestilling opføres minimum 2 gange, i alt præsenteres i omegnen af 25 opførelser. Hertil kommer også et omfattende program af forestillinger i byrummet.
Derudover byder ILT13 på et sideaktivitetsprogram der omfatter workshops, seminarer og symposier og after talks med de udenlandske kompagnier, branchefest mv.

ILT13 har brug for frivillige hænder til at hjælpe med praktiske opgaver. Eksempelvis opsætning og nedtagning af forestillinger, opfyldning af café, modtagelse af publikum, bemanding af infocenter, modtagelse af kunstnere, vejviser i byen, billetkontrol, ambassadører der kan sprede budskabet om ILT13 m.m.

Vi søger frivillige, der:
- har en udadvendt og positiv tilgang til nye mennesker
- har passeret de første 20 leveår
- kan afsætte minimum 8 timer mellem d. 22. og 27. maj
Det er en fordel, hvis du har interesse for eller ved lidt om scenekunst, men det er ikke et krav.

Du får:
- mulighed for at blive en del af et lille eksklusivt netværksfællesskab af frivillige, som kan kontaktes i forbindelse med fremtidige ILT arrangementer
- fri entré til festivalens forestillinger, såfremt der er plads
- invitation til åbningsforestillingen på Aarhus Teater og efterfølgende reception.
- deltagelse i festivalens branchefest.
- mulighed for at skabe dig et netværk i den danske og internationale scenekunstbranche.

Hvis du er interesseret i at blive en del af dette lille, men kompetente crew til ILT13, så send en kort motiveret ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, hvad du laver, og hvorfor du synes det kunne være dejligt at blive en af festivalens uundværlige frivillige. Du bedes fremhæve om du har særlige kompetencer i forhold til f.eks. sprogkundskaber, lys, lyd, marketing o.l., som kan være nyttige for festivalen.

Ansøgningen sendes elektronisk til frivilligkoordinator Marion Vick, Marion@iltfestival.dk, senest 15.3.2013. Efter deadline vil vi udvælge de frivillige og lave et udkast til vagtplaner med opgaver mv. samt indkalde til et infomøde d. 29.4.2013 kl. 17.00 på Teatret Gruppe 38, Mejlgade 55b, 8000 Århus C.
 

Nyhedsbrev

* indicates required