Teaterleder Bodil Alling får Lauritzen Fondens Visionspris 2017

Bodil-Alling-vinder-Lauritzen-Fondens-Visionsprisen-2017_2_hjemmeside

Teaterleder på Teatret Gruppe 38, Bodil Alling, modtog Lauritzen Fondens Visionspris 2017 ved prisuddelingsfesten på Folketeatret i København søndag den 10. september.

I priskomiteens motivationstekst står blandt andet:

“Din fabulerende og tillige jordbundne og nære idérigdom, dit sprudlende engangemnet, din kompromisløse tilgang og dit himmerlandsk-stædige gemyt har gjort, at du fortsat er i dansk teaters superliga.”

“Din visionære tilgang har ført Gruppe 38 sammen med både danske og udenlandske teatre i co-produktioner. Du er teaterkvinden, der bringer Danmark og udlandet sammen. Det gør du gennem de eminente udenlandske teatersamarbejdspartnere, som du inviterer med til Gruppe 38’s produktioner, gennem erfaringsudveksling og vidensdeling på konferencer i ind- og udland.” 

“Tilbagelænethed er en by i Rusland for dig. Du finder på, er risikovillig og sætter i værk, og det, du brænder for, får dyb mening for det publikum, du retter det til. Du skriver, fortolker og spiller teater, som gennem en illusion fyldt med poesi, magi, skæv humor, barske hændelser, hemmeligheder og håb får både børn og voksne til at finde sig selv og livet. Det gør de gennem en fortryllende verden, de ikke troede fandtes, og som de ikke umiddelbart kendte, men som ikke desto mindre udvider og facetterer livet for dem.”

Visionsprisen

Lauritzen Fondens Visionspris er på 100.000,- og gives til en enkeltperson, en organisation eller en gruppe, som har haft modet til at turde satse, sprænge rammer og have en stærk kunstnerisk vision, som er blevet realiseret. Prisen kan gives både til projekter inden for teater, film og TV.