Teatret Gruppe 38 inviterer til 24-timers vidoeevent

Claus Helbo - Ved siden af

Teatret Gruppe 38 søger frivillige medvirkende til 24 timer langt videoværk, der skal optages på Aarhus Havn i weekenden 19.- 20. august 2016.

Aarhus Havn forandrer sig markant i disse år, og det er kun et spørgsmål om tid, før det nordlige havneområde er blevet transformeret om til den helt nye bydel Aarhus Ø. Med den kendsgerning i baghovedet har Teatret Gruppe 38 besluttet sig for at være vært for en 24 timer lang event med titlen Real Time fra den 19.- 20. august 2016. En event som den professionelle filmmager Christoffer Brekne foreviger til et 24 timer langt videoværk med samme titel.

Teatret Gruppe 38 søger i forbindelse med projektet 70 frivillige medvirkende, der vil være med til at markere tidens gang på Aarhus Havn – før det, der er, forsvinder, og noget nyt er skudt frem.

Det lille storbyteater bliver selv en del af den nye havnebydel, eftersom teatret i løbet af få år forlader sine lokaler i Mejlgade, Aarhus C, for at flytte ind i en helt ny teaterbygning, tegnet af arkitektfirmaet BIG som er en del af byggeprojektet AARhus, der lige nu opføres i Aarhus Ø. 

En helt særlig døgnvagt

Teatret har som udgangspunkt brug for medvirkende, der kan være til stede under hele begivenheden, som varer fra sent om aftenen fredag den 19. august til midnat lørdag. Der bliver selvfølgelig tid til små hvil undervejs, og Teatret Gruppe 38 sørger for forplejning, kostumer, toiletter, madrasser, solcreme og andre fornødenheder.

Hvis man er interesseret i at være med, men ikke kan være til stede i hele begivenhedens tidsrum, er man dog alligevel meget velkommen til at kontakte Teatret Gruppe 38 for at forhøre sig om mulighederne.

Video skal vises i mange år

Det er hensigten, at det færdige videoværk Real Time efterfølgende skal vises i forskellige sammenhænge i mange år fremover – både via diverse medieplatforme og mere stationære visninger, som publikum kan følge, så længe eller så kort tid som de lyster.

Er man interesseret i at medvirke i Real Time, kan man høre mere om projektet ved at sende en e-mail til post@gruppe38.dk, eller ved at ringe til Teatret Gruppe 38 på 86 13 53 11 – gerne så hurtigt som muligt. Teatret Gruppe 38 forventer at afholde et intromøde for de medvirkende i begyndelsen af august.