Forestillinger

Det turkise telt / Ensemble Neanída: MOTHER TONGUES

Det turkiset telt / Ensemble Neanída

Sov, min gule ørkenfugl
sov, min lille granatæbleblomst.
Du skal ikke være trist
– jeg gav dig væk for at søge visdom,
ikke fordi jeg ikke elskede dig
Men livet er så kort;
verden er kun én dag.
– Persisk vuggevise

Læn dig tilbage i hængekøjen – under den store nattehimmel – til en koncertforestilling, hvor toner og rytmer væver et drømmespind, der inviterer dig ind i grænselandet mellem vågenhed og søvn.

MOTHER TONGUES er en musikdramatisk drømmerejse vævet af vuggeviser, rytmer og folkesange fra nær og fjern; en ursang om sorg, længsel, lyst og raseri som almenmenneskeligt råstof.

Forestillingen undersøger identitet som et sammenflet af universelle, kulturelle og relationelle rødder, og stiller grundspørgsmålene: Hvor kommer vi fra? Hvad kommer vi af? Hvad er vi formet af, dybest nede?

Den musikalske fortælling er skabt af ENSEMBLE NEANÍDA. Ensemblet består af 7 kvindelige musikere, sangere og dansere med en fælles passion for folkemusik og dans – særligt fra afrikanske, europæiske og mellemøstlige kulturer. Ensemblet bringer de traditionelle udtryk ind i en nutidig kontekst, der integrerer musik, bevægelse og dramatik i et scenisk helhedsudtryk.


Det turkise telt bringer en helt særlig udgave af koncertforestillingen MOTHER TONGUES ind i en hængekøjescenografi på Teatret Gruppe 38. Vær en del af det vuggende publikum, hvor nattehimlen skaber den visuelle ramme.

Billetten koster 105 kr. og billetkøb samt spørgsmål angående billetter skal ske via henvendelse til Det turkise telt. Teatret Gruppe 38 varetager ikke billetadministration for arrangementet.

Koncerten foregår indendørs i hængekøjer.

OBS! Det turkise telt følger selvfølgelig myndighedernes krav og retningslinjer om afholdelse af koncerter vedr. COVID-19. Vi stiller håndsprit til rådighed. Medbring også mundbind til brug, når I er gående og stående.

NB: Udsolgt.

  • Aldersgruppe:

    Voksne
  • Varighed:

    Ca. 60 min.
  • Skabt af

    Ensemble Neanída
  • Arrangør

    Det turkise telt