All This Coming and Going

Vi præsenterer All This Coming and Going som en del af Aarhus Lydkunstfestival 2020 ved Bassin 7 på Aarhus Ø.

Havet har fascineret os i årtusinder.
Det milde og gavmilde, brutale og grådige hav.

Den mystiske og mytiske horisont har givet os drømme om fjerne kyster og eksotiske landskaber, der ligger gemt udenfor øjets rækkevidde.

All This Coming and Going er et bibliotek uden bøger, der fortæller myter og historier om den sidste rejse; mirakler; gåder, hjertegribende ængstelse; stille gråd, skibsforlis og frydeskrig.

Vi inviterer publikum til at fordybe sig i havets mysterier og betydning for menneskets forståelse af sig selv, når vi åbner dørene til høreinstallationen under Aarhus Lydkunstfestival den 22.-23. august kl. 19:30 – ca. 21:00.

Biblioteket er en lille del af en meget stor teaterinstallation, som Teatret Gruppe 38 opførte, i samarbejde med tasmanske Terrapin Puppet Theatre og schweiziske Trickster-p, først på Aarhus Ø under Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad, og siden på den store kunstfestival Dark MoFo Festival i Hobart, Tasmanien.


Begivenheden er gratis, kræver ikke tilmelding og publikum bestemmer selv varigheden af besøget. Drikkevarer kan købes i Teatret Gruppe 38’s foyer i hele åbningstiden.


 

All This Coming and Going

Velkommen til Teatret Gruppe 38’s største bidrag til Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Velkommen både indenfor og udenfor.

Her er landskaber efter en tsunami; Titanic på første klasse; en mavedanser, der lokker sømænd og landkrabber; et bibliotek uden bøger; den sidste rejse; hjertegribende toner; stille gråd, skibsforlis og frydeskrig.

Teatret Gruppe 38, tasmanske Terrapin Puppet Theatre og schweiziske Trickster-p præsenterer den store teaterinstallation All This Coming and Going i den nye havnebydel Aarhus Ø.

Inden i og uden for 10 store skibscontainere, placeret ved havnefronten på Pier 3, vil projektioner, skygger og levende billeder skildre, hvad der var, og hvad der vil komme.

I løbet af 2018-19 flytter Teatret Gruppe 38 selv i en nyopført teaterbygning, der en del af byggeprojektetet AARhus på Pier 4, Aarhus Ø. Med installationen på Pier 3 inviterer vi publikum til at opleve, hvordan en ny bydel vækkes til live, når kunsten flytter ind.


All This Coming and Going_ Rutevejledning_Teatret Gruppe 38
Rutevejledning: All This Coming and Going

All This Coming and Going præsenteres med støtte fra

Aarhus 2017  Aarhus Kommune    Australian Government - Catalyst Australian Arts and Culture Fund