Produktioner

ANDROKLES OG LØVEN

Teatret Gruppe 38 og Carte Blanche

Hed som en ovn
Trøstesløs tør
Et glødende sandhav
under solens ildebrand
Ikke et træ, der kan give kølende skygge
sådan er Libyens ørken
Her vakler Androkles på bare fødder hen over det glohede sand
Han stønner af tørst og trygler om vand
Men ingen hører ham,
der er kun sand og sand
Sand i øjnene og sand i munden
Sand til alle sider.

Androkles er slave, solgt til en romersk købmand. Da han bliver beskyldt for tyveri, må han flygte ud i ørkenens brændende sol for at undgå at blive kastet for løverne. Pludselig, midt i den bælgmørke nat, lyder et brøl så højt, at Androkles’ hjerte fryser til is.

Publikum ligger i hængekøjer under en strålende himmel og hører og ser og mærker dette vidunderlige gamle, mytiske eventyr. Så vidunderligt farligt og frydeligt – især for børn og voksne.

En smuk historie er det. Og smukt fortalt af Bodil Alling – ingen i dansk børneteater ejer så mild, så myndig, så eventyrlig en stemme som hende. Alt – musik, billeder, lyde – er afstemt efter historien.

Det er ikke alene rummet og Bodil Allings usvigelige autoritet og nærvær som fortæller, der bærer denne forestilling, men også en meget gennemarbejdet komposition af lydeffekter, projicerede illustrationer, betoninger og fysisk partitur.

En af de væsentligste teateroplevelser, jeg har haft i lang tid. En magisk halv time, der er resultatet af kreative kræfters mod.

  • Aldersgruppe:

    Voksne og børn fra 6 år
  • Varighed:

    Ca. 40 min
  • Opstillingstid

    4 timer
  • Nedtagningstid

    2 timer
  • Forestillingen er refusionsgodkendt

    Ja
  • Mål

    Bredde 13 m
    Dybde 15 m
    Højde 4,5 m
  • Medvirkende

    Bodil Alling
    Søren Søndberg
    Søren la Cour
    Lars K. Olesen
  • Skabt af

    Sara Topsøe-Jensen
    Bodil Alling
    Søren Søndberg
    Søren la Cour
    Lars K. Olesen
    Betina Møller
    Li Have Lehmann
    Diana Gade Olesen
  • Pris

    10.000 kr. ekskl. moms v. køb af mindst 4 forestillinger v. max 72 publikummer
    Forestillingen kan ved køb af 4 forestillinger kombineres med 'En sand røverhistorie'.
    For øvrige priser: Kontakt venligst teatret