Gå ikke glip af denne nye musikdramatiske monolog med Pia Rosenbaum under ENESTÅENDE Festival 2025.
En stærk fortælling om, hvordan flugt, hjemløshed og fremmedgørelse påvirker mennesker.
Hvorfor barnet koger i polentaen er en iscenesættelse af en prisbelønnet og internationalt anerkendt roman skrevet af
den rumænske forfatter Aglaja Veteranyi.
I forestillingen følger vi en ung pige og hendes dysfunktionelle cirkusfamilie, der flygter fra det kommunistiske diktatur i Rumænien i 1970’erne.
Moderen lader sig hver aften løfte til vejrs i manegen ved hjælp af sit hår. Hun udfører imponerende akrobatiske numre,
inden hun igen sænkes ned og modtager publikums bifald.
Samtidig overvældes fortælleren hver aften af angst for, at moderen falder i døden.
Familien optræder verden over og er fanget i et nomadisk cirkusliv.
Den kaotiske tilværelse og barnets begrænsede forståelse for de politiske sammenhænge, driver pigen og hendes søster ind i fantasiens verden.
Sammen finder de på absurde historier for at distrahere sig selv – for eksempel den om barnet, som koger i polentaen.
De to unge pigers historier er et mentalt tilflugtssted i en ustabil opvækst, og forestillingen skildrer rodløshed og hjemløshed gennem et barns perspektiv.
Fortællingen, der emmer af sort humor, trækker tråde til den nu afdøde forfatter Aglaja Veteranyis egen barndom.
Her får du grotesk humor blandet med musik, billedkunst og cirkusstemning. Historien går lige til hjertet, fortalt, som den er, med smerte og alvidenhed.
Om Pia Rosenbaum og Teater Katusha
Teater Katusha er ledet af billedkunstner og scenograf Thomas Kolding og skuespiller Pia Rosenbaum.
HVORFOR BARNET KOGER I POLENTAEN er teatrets tredje dramatisering af en roman.
De to tidligere Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Oberstinden har også spillet på Teatret Gruppe 38.
Pia Rosenbaum har arbejdet alsidigt inden for scenekunst, film og tv i over 50 år – og er en anerkendt fortæller og ”monologist”.
Rosenbaum arbejder også som instruktør og dramatiker, og hun behandler ofte eksistentielle og historiske temaer i sine forestillinger.
ENESTÅENDE Festival
Under ENESTÅENDE Festival præsenterer vi både danske og internationale, medrivende forestillinger, der bliver fremført af én skuespiller.
Og du skal være vågen: Flere af forestillingerne spiller kun én enkelt dag.
CPHCulturePia Rosenbaum har en ganske særlig evne til at finde en relevant roman med dramatisk potentiale og gøre den spillevende på en scene. HVORFOR BARNET KOGER I POLENTAEN er både afsindig morsom og dybt gribende. En slægtskrønike ulig nogen anden vi har set på en dansk scene forløst af en blændende skuespillerinde på sin kunsts højde.
Dagbladet InformationPia Rosenbaum lever sig smukt ind i datterens skræk. Hun forklarer omhyggeligt alle sin mors formaninger om håret, mens hendes hjerte hamrer af frygt for, at moren skal falde ned og slå sig ihjel.
KulturkupeenDet er en imponerende indsats, som Pia Rosenbaum endnu engang bedriver ved at finde en vigtig, men teatermæssigt overset tekst og transformere den til teater, der får os til at huske og blive klogere på verden – og måske på os selv.
KulturbunkerenJeg var med i cirkus. Jeg var med på hotellet. Jeg var med på havnen og alle de andre steder, den unge pige og cirkusfamilien optrådte, levede eller faldt fra hinanden. Det er selvfølgelig resultatet af ualmindeligt godt håndværk.
-
Aldersgruppe:
Voksne -
Varighed:
65 min. -
Medvirkende / dramatiker
Pia Rosenbaum -
Instruktionskonsulent
Hanne Uldal -
Scenograf og designer af visuel identitet
Thomas Kolding -
Komponist
Komponist: Adi Zukanovic -
Cirkuskonsulent
Agnete Louise Enoch. -
Forfatter
Aglaja Veterany -
Forestillingen er en del af
ENESTÅENDE Festival 2025 -
Pris
70-150 kr.
Handikapfaciliteter
Kontakt os før dit besøg, hvis du, eller din ledsager, er kørestolsbruger. Så kan vi sikre jer en god oplevelse.
Enkelte forestillinger kan være dårligt egnede for kørestolsbrugere (i så fald er det oplyst på den enkelte forestillingsside).
Teatrets administration/kontor er på 1. sal, hvortil der desværre kun er adgang via trapper.
Parkeringsforhold
Du kan parkere kort fra Teatret Gruppe 38 i flere p-huse. Læs mere.
