Forestillinger

TRILOGIEN

Teatret Gruppe 38

Frygt, vrede, kærlighed

Oplev flot, gribende trilogi om tre store følelser, ingen af os kommer udenom i livet

Over en årrække har skuespiller Bodil Alling og instruktør Catherine Poher, sammen med Teatret Gruppe 38s kunstneriske team, skabt en forestillings-trilogi om frygt, vrede og kærlighed. I starten af 2023 kan du, som noget helt særligt, opleve alle tre forestillinger.

Hver forestilling kan ses som et selvstændigt værk

På udvalgte datoer, kan du deltage i en inspirerende artist talk med en særlig gæst på scenen. Samtalerne vil med udgangspunkt i de enkelte forestillinger kredse om de pågældende følelser, og deres betydning for os som mennesker.

Se overblik over TRILOGIEN’s forestillinger og artist talks herunder.


JEG ER IKKE BANGE FOR NOGET

jeg er ikke bange for noget - teatret gruppe 38 - bodil alling - kvinde med nederdel

Frygt

29. januar-2. februar 2023

Vi véd
at spøgelser er usynlige,
med mindre de tager et hvidt lagen over sig
at det er bedst at gå i en stor bue udenom det forladte hus
for en sikkerheds skyld

Se mere om forestillingen og køb billet.

Artist talk efter forestillingen 1. feb. kl. 19.30

Jes Elnif - pensioneret lektor i pædagogisk psykologi

Aftenens gæst er pensioneret lektor ved Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse i Midtjylland og nu professionel fotograf Jes Elnif. Han og skuespiller og kunstnerisk leder Bodil Alling taler efter forestillingen sammen om frygtens betydning for os.

Jes Elnif har i løbet af sin karriere bl.a. været behandlingsleder af psykiatriske og stofmisbrugs-institutioner, højskolelærer igennem mange år og studieleder på en pædagogikumuddannelse. Fotografiet har altid fulgt ham, i dag dog i mere kunstnerisk forstand.


HISTORIEN OM HUSET, DER BLEV TIL EN PRIK

Historien om huset, der blev til en prik - teatret gruppe 38 - stue

Vrede

5.-9. marts 2023

En historie om hvor lang vej, der er hjem, når vreden har fået os til at løbe af huse.

Se mere om forestillingen og køb billet.

Artist talk efter forestillingen 8. mar. kl. 19.30

Jes Elnif - pensioneret lektor i pædagogisk psykologi

Hvornår er vreden konstruktiv, og hvornår hæmmer den os?

Frygten og vreden hænger sammen. Jes Elnif deler derfor også denne aften ud af sin viden og erfaring inden for psykologisk pædagogik i en inspirerende samtale med Bodil Alling.


JEG KAN BEDST LI’ NÅR DU ER HER

Kærlighed

30. april-4. maj 2023

Størst af alt er kærligheden. Den kan tøjle frygten og vreden og stå sejrsstolt tilbage, når alt andet er væk.

Se mere om forestillingen og køb billet.

Artist talk efter forestillingen 3. maj kl. 19.30

Til denne artist talk runder vi trilogien af. Vores to gæster er instruktør Catherine Poher, der har instrueret og været medskaber af trilogiens tre forestillinger, og Jes Elnif, som er så venlig igen at dele ud af sin erfaring inden for psykologi.

Catherine Poher har instrueret 6 reumert-belønnede forestillinger, arbejdet sammen med Kirsten Delholm fra Hotel Pro Forma, og hun har været med til at udvikle den danske scenekunst med sit særlige billedkunstneriske udtryk. For det modtog hun Wilhelm Hansens Hæderspris i 2019.

Catherine Poher og Teatret Gruppe 38 har arbejdet sammen i mange år, og Catherine har været medskaber på flere af teatrets forestillinger.

 

Handikapfaciliteter

Kontakt venligst teatret før du skal ind og se en forestilling, hvis du er kørestolsbruger. Så kan vi sammen finde ud af, hvordan vi giver dig den bedst mulige plads under den pågældende forestilling.

Enkelte forestillinger kan være dårligt egnede for kørestolsbrugere – i så fald er det oplyst nederst på den enkelte forestillingsside.

Teatrets administration er på 1. sal, hvortil der desværre kun er adgang via trapper.

Parkeringsforhold

Det er muligt at parkere kort fra Teatret Gruppe 38 i forskellige p-huse. Læs mere.