4 Seasons – Resensed

Det aarhusbaserede strygerensemble Ensemble Hermes inviterer sammen med duftkunstner Klara Ravat fra Berlin til duftkoncert i september

Hvad er den allerførste duft, du kan huske? Er det din bedstemors småkager, din mors parfume, frugttræerne i din børnehave eller den sæbe, du altid vaskede dig med, før du tog i skole?

Vi har alle meget personlige forhold til dufte, vi alle kender, og på den måde står vi på én og samme tid med en fælles og en helt personlig oplevelse, når vi bliver udsat for dem.

Med duftkoncerten The 4 Seasons – Resensed vil Ensemble Hermes og Klara Ravat tage dig med på en rejse gennem tid og rum, gennem minder og drømme, og lade duftene og musikken drage dig ind i en verden af smukke forårsblomster, sommerens pulserende natteliv, efterårets silende regn og pejsens knitrende ild i den iskolde vinter.

Program:
Uddrag af De Fire Årstider af hhv. Antonio Vivaldi, Astor Piazzolla og Max Richter.


Pop-op

Duftkoncerten er en del af Teatret Gruppe 38’s pop-op-program, og abonnement-rabat eller sæsonkort kan derfor ikke anvendes ved billetkøb.

Billetter sælges online af Ensemble Hermes og kan desværre ikke købes via Teatret Gruppe 38. Billetter: 55-110,-