DOC LOUNGE: XY Chelsea

Gå ikke glip af denne fantastiske dokumentar om den amerikanske whistleblower, C. Manning. Doc Lounge og Gruppe 38 inviterer til filmvisning med Q&A med filmskaber Tim Travers og oplæg med Proud Film Festival – begrænset antal billetter.

YX CHELSEA giver et intimt indblik i historien om Chelsea Manning, den transkønnede amerikanske soldat og aktivist, som i 2013 blev idømt 35 år i militærfængsel for at lække fortrolige oplysninger om USA’s krige i Irak og Afghanistan til Wikileaks.

Vi følger Manning, fra hun benådes af Præsident Obama i 2017 og skal skabe sig en ny tilværelse uden for fængslet og militæret – nu som kvinde og som en stærkt kontroversiel figur, der deler vandene mellem dem, der ser hende som en vigtig og modig whistleblower, og dem for hvem hun er en kriminel landsforræder.

Tydeligt mærket af sin tid som soldat, fængselsindsat og retsforfulgt forsøger hun at forklare omverdenen, hvorfor hun følte, det var vigtigt at lække militærinformation til Wikileaks, samtidig med at hun arbejder på en ny karriere som politiker. Da hun vedholder sin loyalitet over for Wikileaks’ grundlægger Julian Assange, kommer hun atter i myndighedernes søgelys.

Filmen bringer os helt tæt på et menneske, der er villig til at ofre sin egen frihed for at få sandheden frem i lyset – men hvor høj er prisen?

Program for aftenen

18:45 Dørene åbnes
19:05 Kort introduktion af PROUD FILMFESTIVAL
19:15 XY CHELSEA m/ engelske undertekster.
20:45 Kort pause
20:50 debat (debatten er på engelsk)
21.30 Godnat (cirka)

Bemærk: Filmvisningen finder sted i overensstemmelse med COVID 19-retningslinjerne, og derfor er der kun et begrænset antal billetter i salg.

 

DOC LOUNGE: Our Blood is Wine

For Georgien er genetableringen af landets gamle traditioner for vinproduktion et betydningsfuldt skridt på rejsen mod at genfinde en national kulturel identitet efter flere års invasioner. Vi inviterer til indsigtsgivende dokumentarfilm og vinsmagning med den danske premiere på Our Blood is Wine. Bemærk: Begrænset antal pladser. 

I filmen udforsker instruktør Emily Railsback og den prisbelønnede sommelier Jeremy Quinn genetableringen af ​​8.000 år gamle, georgiske vinfremstillingstraditioner, der næsten gik tabt, imens landet var under det sovjetiske regime.

Filmen giver et nuanceret billede af Georgien – en  kompliceret og spændende nation, der har været ramt af flere udenlandske invasioner. Genoplivningen af landets ​​traditionelle vinfremstilling spiller en central rolle i landets vej til at genfinde sin identitet og kulturhistorie.

Efter filmen interviewer DOC LOUNGE den georgiske vinproducent Ketevan Berishvili fra Go Go vin, der portrætteres i filmen – en ung kvindelig vinproducent.

Under filmen giver sommelier og ass. prof. Qian Janice Wang en vinsmagning og introducerer nogle af de specielle smage fra Georgien.

Pris: 200 kr inkl. film, vinsmagning med ass. prof Qian Janice Wang og Domen Prešern samt mad.

Tid: kl. 17.00-ca. 21.30.

Bemærk venligst, at der er et begrænset antal billetter til salg, og at filmen har engelske undertekster (vinsmagning og interview foregår også på engelsk).

 


Arrangementet organiseres af DOC LOUNGE Aarhus, der også varetager billetkøb.