Hamlet – Exit
En Hamletfantasi
I William Shakespeare’s ikoniske drama Hamlet dør alle hovedkaraktererne. Men i denne musikalske og rå forestilling bliver de bragt til live igen. Efter århundreder i graven.
Et dukkespil for voksne med groteske dukker, der bliver hentet op fra kisten, så de, til lyden af rockmusik fra en elguitar, kan give hver deres besyv med i Hamlettragedien; om konformitet eller oprør og om den moralsk rette beslutning i en korrupt verden.
Shakespeares tekst om fænomenet Hamlet er tusindvis af gange blevet fortolket og gendigtet og præsenteret for os. Exit giver os en helt ny vinkel på historien, som aldrig er set mage.
NB: Forestillingen spilles på engelsk.
Er du i tvivl om, hvilke billettyper, du skal vælge? Bliv klogere.
På dybt vand: Let it be
21. jan. kl. 19.30-ca. 21.30
På dybt vand er et samarbejde mellem Teatret Gruppe 38 og Aarhus Domkirke, der ejer to badehuse fungerende som sognehuse, placeret lige ved siden af teatrets nye bygning på Aarhus Ø – et samarbejde der handler om at tage livtag med livets store og gådefulde spørgsmål, hvilket er kernen i både teatret og kirkens arbejde.
I forbindelse med forestillingen Hamlet – Exit finder På dybt vand sted den 21. januar kl. 19.30.
Efter forestillingen vil samtalepartnerne præst Henrik Grøndal Lund (Aarhus Domkirke) og præst Anders Thyrring Andersen (Vor Frue Kirke, Aarhus) tale om Shakespeare’s Hamlet, og stykkets tematisering af store emner som etik, hævn, kærlighed og bedrag.
Arrangementet er frivilligt og kræver ingen ekstra billetter, ligesom alle billetpriser er de samme som for det øvrige program.
Vi glæder os til at se jer!