SANGEN OM ODA OG ANTON

Ny forestilling med teaterRUM: En sand kærlighedshistorie.

SANGEN OM ODA OG ANTON er en stor historie om to helt almindelige mennesker som dig og mig.
En fortælling om at finde modet til at lægge sit liv og hjerte i andres hænder.
En fortælling om sammen at finde vej i den dybeste sorg, og at danse igennem boblende glæde.

Oda og Anton lever ikke lykkeligt til deres dages ende. De rammes af livet, ligesom os andre.
Men de har kærligheden, håbet og lysten med sig som tro væbnere; altid klar til kamp.

”Anton ventede på kærligheden og vidste, at det var den bærende søjle, der holdt verden oppe. Ingen kan forklare, hvor Anton havde den vished fra.”

”Oda var en høj pige med rødt hår og fregner. Og hun var hurtig. Lige fra hun var helt lille, var hun hurtig. Og hun elskede at løbe. Det var ikke noget, nogen havde bedt hende om eller inspireret hende til. Det kom dybt inde fra hende selv – glæden ved at løbe.”

”De mødtes til Kratballen en sommeraften under lysende stjerner og lanterner. Allerede i det første blik lå en viden om alt den glæde, smerte, varme og håbløshed de sammen skulle gennemleve.”

Sangen om Oda og Anton er en historie for de unge, de gamle, ja for alle. En rørende historie om tro, håb og kærlighed.

 

TEATERRUM

teaterRUM er skabt af Lars Dammark. Teatret producerer teater for alle dem, der har lyst til at lade sig opsluge. TeaterRUM producerer turnéforestillinger, der kommer rundt i alle landets afkroge og ønsker at bidrage til at skabe rum for sammenhæng og fællesskab. Årligt producerer teaterRUM 1 – 2 forestillinger og afvikler over 130 forestillinger i løbet af sæsonen. Læs mere om teaterRUM.