MIN SØSTER ER EN HAVFRUE

Han er en granvoksen mand med et evigt ønske om at høre til.
Oplev en intens, rørende og billedrig forestilling med Lars Dammark.

Han står lige foran os. En granvoksen mand. Han skildrer varmt og underfundigt sit ophav.
Der er for så vidt kærlighed nok. Men en søster kræver forældrenes opmærksomhed. Og efterhånden, som han dykker ned i barndommens land
og det lidt skæve familieforhold, får vi øje på sorgen over at være overset og en smertefuld kamp for at tilpasse sig sin usynlighed.

 

KALD PÅ MIG IGEN

Premiere: KALD PÅ MIG IGEN er fortællingen om et sårbart og akavet møde mellem to mennesker,
der begge bærer på så dyb en ensomhed, at den næsten ikke tør mærkes.

Langsomt hjælper de hinanden tilbage til en skrøbelig glæde og kontakt med omverden.

”Han har aldrig set boghandelen før. Det er som om, en gåde stråler ud af den.
Han har ingen ide om, hvad der lå på
det hjørne før.
Som barn elskede han at læse. Erindringen
føles overvældende.
Det er lang tid siden, han har mærket
fryden ved at læse.
Den forsvandt og blev til ensomhed og
sort opgivelse. Næsten uden han opdager det, går han ind i boghandlen.
Han ved ikke hvorfor. Han ser kvinden bag
disken, men først og fremmest ser han bøgerne.”

Kald på mig igen, når du en sommerdag ser mig stå under den blomstrende hyld, med et savn så smertefuldt som barndommens hjemve.

Se teater Rum’s nye forestilling med Ene Øster Bendtsen og Lars Dammark, der også danner par på scenen i den Reumert-belønnede forestilling SANGEN OM ODA OG ANTON.

SANGEN OM ODA OG ANTON

Få en sand, Reumert-belønnet kærlighedshistorie med teater Rum.

SANGEN OM ODA OG ANTON er en stor historie om to helt almindelige mennesker som dig og mig.

En fortælling om at finde modet til at lægge sit liv og hjerte i andres hænder.
En fortælling om sammen at finde vej i den dybeste sorg, og at danse igennem boblende glæde.

Oda og Anton lever ikke lykkeligt til deres dages ende. De rammes af livet, ligesom os andre.
Men de har kærligheden, håbet og lysten med sig som tro væbnere; altid klar til kamp.

”Anton ventede på kærligheden og vidste, at det var den bærende søjle, der holdt verden oppe.
Ingen kan forklare, hvor Anton havde den vished fra.
Oda var en høj pige med rødt hår og fregner. Og hun var hurtig. Lige fra hun var helt lille, var hun hurtig.
Og hun elskede at løbe. Det var ikke noget, nogen havde bedt hende om eller inspireret hende til. Det kom dybt inde fra hende selv – glæden ved at løbe.
De mødtes til Kratballen en sommeraften under lysende stjerner og lanterner.
Allerede i det første blik lå en viden om alt den glæde, smerte, varme og håbløshed de sammen skulle gennemleve.”

 

SANGEN OM ODA OG ANOTN er en historie for de unge, de gamle, ja for alle. En rørende historie om tro, håb og kærlighed.

 

SUFI SURF

Se en ærlig, sand, rørende, musikalsk og humoristisk forestilling, der folder et kulturmøde ud.
Om noget så vigtigt, som fremmede, der mødes i øjenhøjde – forskelle til trods.

Det her er fortællingen om to drenge, der kom til Danmark fra Syrien i 2016.
Men i lige så høj grad en forestilling, der handler om den glæde, der opstår, når vi mennesker på trods af forskelle nogle gange surfer ind og finder hinanden.

”Abdul og Ali kom til Danmark, da de bare var store drenge
– nu er de unge mænd. Deres måde at tage Danmark og
livet til sig på bevæger mig. Med Sufi Surf har vi lavet en
livsbekræftende forestilling fyldt med humor og sårbarhed.
Sammen med fire fantastiske musikere folder vi et kulturmøde
ud. Sufi Surf er en forestilling fra hjertet,
fortæller Lars Dammark, kunstnerisk leder af teaterRum.

teater Rum

teater Rum består af skuespiller og dramatiker Lars Dammark. Teatrets vision er at skabe rum for sammenhæng og fællesskab. teaterRum modtager støtte fra Projektstøtteudvalget under Kunststyrelsen, Aarhus Kommune og Beckettfonden.

Læs mere om teaterRum

EMIGRANTEN

Året er 1888. Den lidt forsigtige gårdskarl Alfred emigrerer for at søge lykken som nybygger i Amerika.

Alfred elsker livet på prærien, og han elsker sin kone, men naboernes had til de indfødte amerikanere nager ham.

Han må tage parti, hvilket forandrer hans liv for altid.

Emigranten er en historie om næstekærlighed og om at frygte dem, man ikke kender. Og frem for alt at turde at prøve at gøre det rigtige uanset konsekvenserne.