9 EPISTLER OG EN BOLLE MED SMELTET OST

Teatret Gruppe 38 og madkunstner Jakob Vinkler byder indenfor til en oplevelse i krydsfeltet mellem mad og scenekunst.

Vi deler ofte vores liv op i faser. Og imellem faserne er overgangene og kriserne. Forandringerne og vendepunkterne. I 9 EPISTLER OG EN BOLLE MED SMELTET OST stiller vi skarpt på overgangene og mellemrummene som værende den naturlige tilstand i livet. Vi serverer hele herligheden sammen med en fem-retters menu, der smager så vidunderligt, at øjenbrynene ryger helt op i panden.

Her smelter et dionysisk måltid sammen med længselsfulde fortællinger og giver smagsmæssige små ekkoer til det, vi hører.
9 EPISTLER OG EN BOLLE MED SMELTET OST er en oplevelse med bordet som scene. Både maden, det iscenesatte bord og fortællingerne, vinen, musikken, sangene, billederne og duftene forholder sig til overgangene i livet, og stimulerer alle sanser i et ligeværdigt samspil.

Så mød sulten og tørstig op til en forestilling, der taler til alle sanser.

 

JAKOB VINKLER

Jakob Vinkler har base Ebeltoft og arbejder med rummet omkring måltiderne – og med måltidet som et værktøj til at arbejde med mødet mellem mennesker. Han er drivkraften bag en lang række nytænkende og vilde madprojekter, som udspringer fra Østjylland.
Som Jyllands-Posten skrev det i en artikel i 2017:

“Kombinerer du kærligheden til gastronomien med teatrets scenografiske virkemidler og ønsket om at bringe mennesker tættere sammen, ja, så har du Jakob Vinkler.”

Læs artiklen her.