Info

Kontoret er påskelukket til og med 6. april. God påske!

MIN SØSTER ER EN HAVFRUE

Oplev en hjertegribende og visuelt smuk monolog om at føle sig overset af sine nærmeste.
Lars Dammark spiller MIN SØSTER ER EN HAVFRUE under ENESTÅENDE Festival 2025.

Han står lige foran os. En granvoksen mand. Han skildrer varmt og underfundigt sit ophav.

Der er for så vidt kærlighed nok. Men hans søster kræver forældrenes opmærksomhed.
Efterhånden, som han dykker ned i barndommens land, og det lidt skæve familieforhold,
får vi øje på hans sorg over at være overset – og en smertefuld kamp for at tilpasse sig sin usynlighed.

Han er en voksen mand med et evigt ønske om at høre til, der har boet i ham siden barndommen.

 

 

Modtager af Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2025

Teaterleder, dramatiker og skuespiller på Teatret Gruppe 38 Bodil Alling og dramatiker og skuespiller hos teater Rum Lars Dammark
modtog i september sammen Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2025 for manuskriptet til MIN SØSTER ER EN HAVFRUE.

“Bodil Alling og Lars Dammark modtager i år prisen for et modigt manuskript,
der ikke er bange for at formidle det svære følelsesliv i en relation, hvor den ene part ikke passer ind i normen,”
skrev årets jury.

Om Lars Dammark

Lars Dammark er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og leder i dag det prisbelønnede turnéteater teater Rum.

Dammark arbejder også som dramatiker og instruktør,
og hans arbejde, både bag og på scenen, er kendetegnet af en stærk tilstedeværelse og en lun ærlighed.

Han skildrer ofte komplekse og nuancerede fortællinger – med en kombination af kraft og sårbarhed,
der gør hans præstationer særligt troværdige.

 

lars dammark i forestillingen MIN SØSTER ER EN HAVFRUE_teater Rum og Teatret Gruppe 38

 

ENESTÅENDE Festival

Under ENESTÅENDE Festival præsenterer vi både danske og internationale, medrivende forestillinger, der bliver fremført af én skuespiller.
Og du skal være vågen: Flere af forestillingerne spiller kun én enkelt dag. MIN SØSTER ER EN HAVFRUE spiller dog også her på Teatret Gruppe 38 i januar 2026.

Vis mig mere om ENESTÅENDE Festival.

 

 

DET HEMMELIGE BIBLIOTEK 2

Premiere.

Der er ikke plads til alverdens bøger på biblioteket.
De gamle ryger i den mørke kælder.
Der står de så,
med ryggen til,
fyldt med historier,
der kan få mit hjerte til at briste eller bære, eller svimle af lykke.
Jeg har hentet én af bøgerne:

”Når der ikke er nogen, der kan svare på spørgsmålet,
må de selv rejse ud i verden for at finde svaret.
De rejser over stok og sten under den mørke himmel, over
det dybe vand videre, henover iskolde, snedækkede marker.
To børn med hue og vanter og en hund.”

Bodil Alling er akkompagneret af de dejligste billeder og Søren Søndbergs vidunderlige musik og lydunivers.

 

MATILDA-EFFEKTEN

Tankevækkende genoplivning af historiens oversete videnskabskvinder.
Fik du ikke billet? Skriv dig på vores venteliste ved at sende en mail til post@gruppe38.dk

 

Vidste du, at gennem generationer er kvinders videnskabelige arbejde blevet tilskrevet mandlige forskere?

Fænomenet kaldes Matilda-effekten, opkaldt efter den amerikanske aktivist og fritænker Matilda Joslyn Gage.
Allerede i 1800-tallet observerede hun, hvordan kvinders videnskabelige arbejde uretmæssigt blev tilskrevet
mandlige kollegaer.

Med MATILDA-EFFEKTEN bringer Limfjordsteatret nogle af historiens oversete videnskabskvinder til live,
så de kan fortælle om de opdagelser, de aldrig selv fik æren for.

Gennem objekt- og dukketeater inviteres du ind i et helstøbt univers. hvor du får fortalt historierne om den drivkraft og de omkostninger, der har ligget bag de kvindelige forskeres banebrydende bedrifter.

 

Limfjordsteatret

Limfjordsteatret er ét teater med afdelinger på Mors og i Thy, som får egnsteater-støtte fra både Morsø og Thisted Kommune.
Teatrets egne forestillinger produceres oftest med henblik på turné.

Du kan måske huske forestillingen TRÆT LEVER, TUNGT HJERTE, som Limfjordsteatret besøgte os med i sæson 2022-23.
I sæson 20223-24 skulle de også have besøgt os med JEG SIGER DET BARE, der desværre blev aflyst grundet sygdom.

Læs mere om Limfjordsteatret.

STOREMYR OG LILLEMYR – BJERGET I SKOVEN

En varm og musikalsk dukkeforestilling om venskab, længsel og mod.
For de små på 2-6 år og deres voksne.

Storemyr og Lillemyr laver alting sammen:

De fejer på mandage,
tirsdag vasker de tøj,
onsdag dufter de til blomster, på torsdage hopper de,
fredage bruger de på at save brænde,
lørdag fanger de fisk,
og så er der søndag.
Søndag ser de fjernsyn.

Men hvad sker der, når der pludseligt står et bjerg i baghaven, som Lillemyr får uimodståelig stor lyst til
at bestige?

Se en lun forestilling om, hvordan kærlighed og længslen efter en god ven kan få os til at finde mod.
Også mere end vi troede, vi kunne.

Teater AKKoRD og ZeBU

Teater AKKoRD er Signe Kærup Dahls eget turnerende teater. Signe K. Dahl er bl.a. iscenesætter, skuespiller, musiker og underviser, og hun producerer både teater for unge, små børn og voksne.

ZeBU er med sin status som lille storbyteater hele Amagers eget teater for børn, unge og deres voksne.
Teatret stræber efter høj kvalitet i alle dets virkemidler og søger løbende efter variation og fornyelse i stil, form og dramaturgi.

ARTISTISK SYNGEVARITÉ

Koefoed og Netterstrøm er to fuldmodne komikere, som opfører en morsom, ironisk og livsbekræftende artistisk varieté.

FORESTILLINGEN ER UDSOLGT – SKRIV DIG PÅ VENTELISTE VED AT SENDE OS EN MAIL.

I denne uforudsigelige livsmosaik oplever du frk. Koefoed og fru Netterstrøms umiddelbare, bramfrie fremtoning.

Du vil undre dig og forbavses over deres gode humør og færdigheder.
De to kvinder udøver smidighedsdressur og lader deres humørsvingninger få udgangstilladelse.

Bag det artistiske ydre gemmer sig et uroligt sjæleliv, traumer og ambivalente følelser.
De uundgåelige skavanker finder nemlig deres egne dramatiske veje.

Længslen efter en accept af kroppens og psykens besynderlige udposninger spænder ben, og livets realiter og forventninger kolliderer konstant.
Denne tilsyneladende tragiske kamp skildres af disse sjælens klovne, gennem et meget personligt, lunt, modigt og humoristisk udtryk.

Se denne charmerende varieté, som du ikke kan undgå at overgive dig til, når du genkender dine egne mere eller mindre succesfulde bestræbelser på at finde mening i livets absurditeter.

 

Koefoed og Netterstrøm

Kofoed og Netterstrøm er splittergale- og de lever af det. To kvinder med en humoristisk tilgang til livet, der ikke er til at stå for.

ALLE GODE TING

En livsbekræftende monolog fyldt med humor.

ALLE GODE TING er en episk forestilling fortalt af en mand, der er vokset op med en depressiv mor.

Vores hovedperson fortæller, hvordan han som barn, efter moderens første selvmordsforsøg, begynder at skrive en liste over alle gode ting i verden. Ting, der gør livet værd at leve.

Meningen var, at denne liste skulle hjælpe moderen ud af hendes depression. Men efterhånden som listen bliver længere og længere, spiller den en større og større rolle i hans eget liv. Den indeholder alt mellem himmel og jord: “Kung-fu-is” og “Solskin”, “Alle StarTrek-film med lige numre”, “At forelske sig”.

Duncan Macmillans anmelderroste tekst iscenesættes med stor succes på teatre verden over. I denne sæson turnerer Teatret Møllen med deres version af den elskede fortælling. Alle gode ting er trods sit mørke udgangspunkt en humoristisk, livsbekræftende og hjertevarm forestilling om noget så umorsomt som depression og selvmord.

 

AFTER TALK

Efter forestillingen kan du blive og overvære en talk med skuespiller Thomas Rønne. After talk kræver ikke ekstra betaling og finder sted i forlængelse af forestillingen efter en kort pause.

TEATRET MØLLEN

Teatret Møllen er egnsteater i Haderslev Kommune og Sønderjylland, hvor teatret siden 1974 har haft til huse i den gamle slotsvandmølle i Haderslev. Teatret Møllen spiller årligt omkring 50 – 100 forestillinger stationært på Teatret Møllen samt på turné over hele landet. Læs om Teatret Møllen.

DET HEMMELIGE BIBLIOTEK

Har du hørt, at børns læselyst daler? Er det ikke forfærdeligt? DET HEMMELIGE BIBLIOTEK er et smukt rum, der åbner læseoplevelsen for børn og voksne.

Hej der, kom indenfor
Så skal jeg vise dig
En historie, der drejer rundt og rundt
og er både oppe og nede
Den er inde mellem træerne
Og når helt op i himlen
Den flakser afsted med vinden
Og trøster den, der græder
Og hjertet spjætter en hopsasa

Historien er hemmelig, indtil den bliver fortalt. Bodil Alling fortæller, akkompagneret af de dejligste billeder og Søren Søndbergs vidunderlige musik og lydunivers.

SANGEN OM ODA OG ANTON

Se en Reumert-belønnet kærlighedshistorie med teater Rum.

SANGEN OM ODA OG ANTON er en stor historie om to helt almindelige mennesker som dig og mig.

En fortælling om at finde modet til at lægge sit liv og hjerte i andres hænder.
En fortælling om sammen at finde vej i den dybeste sorg, og at danse igennem boblende glæde.

Oda og Anton lever ikke lykkeligt til deres dages ende. De rammes af livet, ligesom os andre.
Men de har kærligheden, håbet og lysten med sig som tro væbnere; altid klar til kamp.

 

 

”Anton ventede på kærligheden og vidste, at det var den bærende søjle, der holdt verden oppe.
Ingen kan forklare, hvor Anton havde den vished fra.
Oda var en høj pige med rødt hår og fregner. Og hun var hurtig. Lige fra hun var helt lille, var hun hurtig.
Og hun elskede at løbe. Det var ikke noget, nogen havde bedt hende om eller inspireret hende til. Det kom dybt inde fra hende selv – glæden ved at løbe.
De mødtes til Kratballen en sommeraften under lysende stjerner og lanterner.
Allerede i det første blik lå en viden om alt den glæde, smerte, varme og håbløshed de sammen skulle gennemleve.”

 

SANGEN OM ODA OG ANOTN er en historie for de unge, de gamle, ja for alle. En rørende historie om tro, håb og kærlighed.

 

VIL EN KUMMEFRYSER VÆRE NOGET FOR MIG – eller skal jeg hellere lade mig skille?

Er De klar over hvor mange opskrifter på koteletter i fad der findes?
Få svaret på dette og mange andre store spørgsmål.

VIL EN KUMMEFRYSER VÆRE NOGET FOR MIG – ELLER SKAL JEG HELLERE LADE MIG SKILLE? er en morsom, inderlig og tankevækkende forestilling, hvor tekster taget direkte fra Alt For damerne 1970 smelter sammen i et musikalsk univers af bl.a. Lise Reinau, Inger Christensen, Benny Andersen og mange andre.

“Det værste er, at jeg har det så skidt, selvom jeg har det så godt. Man skammer sig som en hund over ikke at kunne tåle gode tider.”

Hvad skete der egentlig under overfladen i forstadens parcelhus i året 1970, og er spørgsmålene, vi stillede dengang omkring ægteskab, sex, penge og kærlighed, de samme som nu?

“Man kan udmærket være en sensuel kvinde, selvom man ikke ser perfekt ud, og det er hvad, en hver mand ønsker sig mere end skønhed, en lysende begavelse og huslige dyder.”

 

AFTER TALK

Efter forestillingen den 8. mar. kl. 19.30 (meget passende på kvindernes internationale kampdag) arrangerer vi en talk med forfatter og Ph.d. i historie Barbara Zalewski, du måske kender fra Historiequizzen på DR. Barbara fortæller om kvinderne i 70’erne, der ikke alle var så frigjorte, som nogle måske forestiller sig i dag.

After talk kræver ikke ekstra betaling og finder sted i forlængelse af forestillingen efter en kort pause.

MARGRETHE MANLEY

Margrethe Manley har som skuespiller gæstet mange af landet scener Dr. Dante, til ABC Teatret og Det Ny Teater i København, Aarhus Teater og Aalborg Teater samt Himmerlands Teater, hvor Margrethe indenfor de seneste år har skrevet og spillet to af sine egne musikforestillinger.

ALICE I EVENTYRLAND – for børn og voksne

Tag med Alice gennem kaninhullet til et forunderligt land, hvor alt kan ske.

En verden hvor kaniner kan tale, Filurkatten leder dig på
afveje og dronningen ikke er smuk og god, men brutalt hugger hovederne af folk.

Vær med når danser og performer Tilde Knudsen fortæller sin version af Lewis Carrolls elskede historie om Alice. Med sig har hun en kuffert fuld af fantasifulde kostumer, der er baseret på geometriske former – kostumer der er lige så finurlige og foranderlige som eventyrlandet bag den låste dør.

ASTERIONS HUS

Asterions Hus er anerkendt for deres fysiske og eksperimenterende fortolkninger af store fortællinger. Deres forestillinger fortolker kendte fortællinger på ny i smukke og poetiske opsætninger. Læs mere om Asterions Hus.