Info

Teatret Gruppe 38 er lukket mandag 2. pinsedag.

FLASKEPOST

Vinterferie: Se musikalsk familieforestilling om at undre sig over verden omkring os – for de helt små børn og deres voksne.

Ragnhild og Erik sidder på kajen og kaster en fiskeline ud i havet. Hvad mon hun trækker op? En fisk?
En krabbe? Noget nogen har smidt væk?
Eller måske en flaskepost?

Hvem er den fra?

 

Kom og se, hvad Ragnhild og Erik finder der, hvor hav og land støder sammen, og den ene verden møder den anden.
Her kan velkendte ting virke underlige eller anderledes, og vi udforsker dem sammen.

 

MIN SØSTER ER EN HAVFRUE

Han er en granvoksen mand med et evigt ønske om at høre til.
Oplev en intens, rørende og billedrig forestilling med Lars Dammark.

Han står lige foran os. En granvoksen mand. Han skildrer varmt og underfundigt sit ophav.
Der er for så vidt kærlighed nok. Men en søster kræver forældrenes opmærksomhed. Og efterhånden, som han dykker ned i barndommens land
og det lidt skæve familieforhold, får vi øje på sorgen over at være overset og en smertefuld kamp for at tilpasse sig sin usynlighed.

 

 

Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2025

Teaterleder, dramatiker og skuespiller på Teatret Gruppe 38 Bodil Alling modtog i september,
sammen med leder af teater Rum, dramatiker og skuespiller Lars Dammark,
Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2025 for manuskriptet til MIN SØSTER ER EN HAVFRUE.

Juryen skrev blandt andet i sin motivation:

“Bodil Alling og Lars Dammark modtager i år prisen for et modigt manuskript,
der ikke er bange for at formidle det svære følelsesliv i en relation, hvor den ene part ikke passer ind i normen.

 

FØDT AF ET SYSKRIN

Med sine to hænder og indholdet af en syæske fremfører den spanske dukkefører Javier Aranda
et helt liv. Se en sjov og underfundig forestilling for voksne – og børn fra 8 år.

Et strejf af galskab og varm humor strømmer ud af denne charmerende skildring af menneskelivet.
Fra fødslen, gennem kærligheden, til den uundgåelige afslutning, når sjælen flyver videre.

Aranda puster liv i sine hænder, og dermed i uimodståelige karakterer.
Med præcision skildrer han livet fra alle sider: Absurd, komisk, sandt. Og så er det slut.

En forestilling i lille skala, der er stor og berigende kunst.
Det er genialt – og meget sjovt.

FØDT AF ET SYSKRIN spillede for udsolgte sale og vandt publikums hjerter, da den gæstede ENESTÅENDE FESTIVAL i 2025.
Nu har du igen, og måske for sidste gang, chancen for at opleve denne charmerende perle af en forestilling i Aarhus.

 

Om Javier Aranda

Javier Aranda er kendt for sine unikke og poetiske forestillinger,
hvor han med stor dygtighed anvender sine hænder og hverdagsting til at fortælle menneskelige historier – ofte helt uden ord.

Aranda formår at give liv til objekter og skabe stærke følelsesmæssige oplevelser, ofte med et humoristisk og varmt præg.
Hans forestillinger er kendetegnet ved kreativitet, håndværksmæssig kunnen
og en særlig evne til at formidle det store i det små, så både børn og voksne fanges af fortællingen.


Tilkøb en servering mad og drikke efter din forestilling

Den 26. januar kan du tilkøbe mad og drikke på Øens Madhus.

Serveringen foregår den 17. og 18. november på Øens Madshus kl. 18.15-19.15,
og du foretager tilkøbet via Teatret Gruppe 38 ved billetkøb.

Efter tilkøb af mad og drikke, skal du ikke foretage dig yderligere.

Se priser og få mere information om mad og drikke på Øens Madhus.

 

HVORFOR BARNET KOGER I POLENTAEN

Gå ikke glip af denne nye musikdramatiske monolog med Pia Rosenbaum under ENESTÅENDE Festival 2025.
En stærk fortælling om, hvordan flugt, hjemløshed og fremmedgørelse påvirker mennesker.

Hvorfor barnet koger i polentaen er en iscenesættelse af en prisbelønnet og internationalt anerkendt roman skrevet af
den rumænske forfatter Aglaja Veteranyi.

I forestillingen følger vi en ung pige og hendes dysfunktionelle cirkusfamilie, der flygter fra det kommunistiske diktatur i Rumænien i 1970’erne.
Moderen lader sig hver aften løfte til vejrs i manegen ved hjælp af sit hår. Hun udfører imponerende akrobatiske numre,
inden hun igen sænkes ned og modtager publikums bifald.
Samtidig overvældes fortælleren hver aften af angst for, at moderen falder i døden.

Familien optræder verden over og er fanget i et nomadisk cirkusliv.
Den kaotiske tilværelse og barnets begrænsede forståelse for de politiske sammenhænge, driver pigen og hendes søster ind i fantasiens verden.
Sammen finder de på absurde historier for at distrahere sig selv – for eksempel den om barnet, som koger i polentaen.

De to unge pigers historier er et mentalt tilflugtssted i en ustabil opvækst, og forestillingen skildrer rodløshed og hjemløshed gennem et barns perspektiv.

Fortællingen, der emmer af sort humor, trækker tråde til den nu afdøde forfatter Aglaja Veteranyis egen barndom.

Her får du grotesk humor blandet med musik, billedkunst og cirkusstemning. Historien går lige til hjertet, fortalt, som den er, med smerte og alvidenhed.

 

pia rosenbaum sidder bag sokkel med fotoprojektion af bygning bag sig

Om Pia Rosenbaum og Teater Katusha

Teater Katusha er ledet af billedkunstner og scenograf Thomas Kolding og skuespiller Pia Rosenbaum.
HVORFOR BARNET KOGER I POLENTAEN er teatrets tredje dramatisering af en roman.
De to tidligere Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Oberstinden har også spillet på Teatret Gruppe 38.

Pia Rosenbaum har arbejdet alsidigt inden for scenekunst, film og tv i over 50 år – og er en anerkendt fortæller og ”monologist”.
Rosenbaum arbejder også som instruktør og dramatiker, og hun behandler ofte eksistentielle og historiske temaer i sine forestillinger.

 

ENESTÅENDE Festival

Under ENESTÅENDE Festival præsenterer vi både danske og internationale, medrivende forestillinger, der bliver fremført af én skuespiller.
Og du skal være vågen: Flere af forestillingerne spiller kun én enkelt dag.

Vis mig mere om ENESTÅENDE Festival.

TANKESKRÆMSLER

Kom med til en finurlig strøm af musik og fortælling – en mørk kabaret.
Se ny musikalsk forestilling med Limfjordsteatrets huspoet Lasse Popp.

”Jeg vidste jo godt, at vi alle sammen bliver gamle, men jeg troede, det var noget, der lå ude i fremtiden”.

Denne forestilling vender alt fra drømme til skoleskyderier, soldaterdagbøger, valgkamp, livslede og andre elefanter i porøse rum.
Med en trodsig humor, selvironi og godt selskab fra Lasse og Bastian Popp.

Nogle tanker kan rumstere, forstyrre, tynge og skræmme. Andre er måske blot en stemning, som hurtigt må indfanges, inden den forsvinder igen.
Nogle tekster er skæve og morsomme – andre rummer både mørke og kant. Og måske der viser sig at være en slags sammenhæng i det hele.

 

 

Oplev Popp-holdet og et hav af instrumenter – fra kontrabas og klarinet til mandolin og pumpeorgel.
Lasse Popp er fast huspoet hos Limfjordsteatret og står bag en stor del af teatrets musiske forestillinger.
Musiker Bastian Popp har medvirket i flere af dem, herunder teatrets nok største turnésucces TRÆT LEVER, TUNGT HJERTE, som du måske har oplevet her på Teatret Gruppe 38.

 

GRO

En forestilling for de små om at vokse – og at vokse op.

Mette og Liva er vokset op sammen. De ligner hinanden, men er meget forskellige. Liva elsker musik, og Mette elsker dans. Og de elsker begge at gro, hver for sig og
sammen. I forestillingen GRO tager de os med på en sanselig oplevelse, hvor de undersøger livets små mirakler.

GRO er en forestilling, der vækker sanserne i et drømmende lys- og lydunivers. Gennem dans og sang fejrer vi det helt
særlige ved livet på jorden, nemlig at både planter, dyr og mennesker gror.

Kom og oplev forestillingen sammen med de mindste i familien.
Alle sidder tæt på danserne, og børnene må gerne være nysgerrige ude på gulvet.

 

 

I BEGYNDELSEN VAR BEGYNDELSEN

Efterårsferie: Se en charmerende hyldest til opfindsomheden sammen med de små.

En stjernehimmel og en planet. Lys og mørke. Jord og vand. En papkasse. Og noget der vokser. Og nogen der gøer. Andre der skændes.
Og nogen der holder det hele i én hånd – ganske forsigtigt.

Tag børnene med på en ordløs rumrejse til et sted ikke så langt herfra i en sjov og forundrende forestilling, der fejrer vores hittepåsomhed.

 

I denne forestilling, der er fuld af overraskelser, leg og trylleri, fejrer Mandøe livet sammen med børnene.

Han skaber en tryg og magisk verden, der vækker nysgerrigheden og inspirationen hos publikum.
Her er der fokus på værdien af at kunne forestille sig, at kunne se nye muligheder og at få adgang til at skabe noget – at bidrage.

 

anmeldelsecitat på gul baggrund med blomster

 

MUSEET FOR EVENTYRRESTER

Tag med på et museum fuld af sjældne genstande, der er faldet ud af deres eventyr.

En gylden fjer, en kejserlig tåre, undersøiske blomster fra en havfrues have og mange andre forunderlige ting venter på at blive opdaget.
Kustoderne er ved at støve af og gøre klar til, at museet kan slå dørene op. Om lidt.

I MUSEET FOR EVENTYRRESTER viser kustoderne publikum rundt i mindre grupper i en smuk og sjælden museumssamling.
Tråde fra bl.a H.C. Andersens og Grimms eventyr væves til nye fortællinger i en leg med vores kollektive hukommelse.

Kom med på rundvisning og opdagelse i en hyldest til eventyrenes magiske, og til tider rå verden.

Luna Park Scenekunst

Luna Park Scenekunst har base i Svendborg og efterstræber at lave forunderlige  oplevelser for børn og unge, hvor verden betragtes gennem et poetisk prisme. Luna Parks gennemgående kendetegn er legen. Luna Park Scenekunst er et kollektiv af danske og internationale performere med forskellig kunstnerisk baggrund.

Læs mere om Luna Park Scenekunst.

 

MATILDA-EFFEKTEN

Tankevækkende genoplivning af historiens oversete videnskabskvinder.
Fik du ikke billet? Skriv dig på vores venteliste ved at sende en mail til post@gruppe38.dk

 

Vidste du, at gennem generationer er kvinders videnskabelige arbejde blevet tilskrevet mandlige forskere?

Fænomenet kaldes Matilda-effekten, opkaldt efter den amerikanske aktivist og fritænker Matilda Joslyn Gage.
Allerede i 1800-tallet observerede hun, hvordan kvinders videnskabelige arbejde uretmæssigt blev tilskrevet
mandlige kollegaer.

Med MATILDA-EFFEKTEN bringer Limfjordsteatret nogle af historiens oversete videnskabskvinder til live,
så de kan fortælle om de opdagelser, de aldrig selv fik æren for.

Gennem objekt- og dukketeater inviteres du ind i et helstøbt univers. hvor du får fortalt historierne om den drivkraft og de omkostninger, der har ligget bag de kvindelige forskeres banebrydende bedrifter.

 

Limfjordsteatret

Limfjordsteatret er ét teater med afdelinger på Mors og i Thy, som får egnsteater-støtte fra både Morsø og Thisted Kommune.
Teatrets egne forestillinger produceres oftest med henblik på turné.

Du kan måske huske forestillingen TRÆT LEVER, TUNGT HJERTE, som Limfjordsteatret besøgte os med i sæson 2022-23.
I sæson 20223-24 skulle de også have besøgt os med JEG SIGER DET BARE, der desværre blev aflyst grundet sygdom.

Læs mere om Limfjordsteatret.

ARTISTISK SYNGEVARITÉ

Koefoed og Netterstrøm er to fuldmodne komikere, som opfører en morsom, ironisk og livsbekræftende artistisk varieté.

FORESTILLINGEN ER UDSOLGT – SKRIV DIG PÅ VENTELISTE VED AT SENDE OS EN MAIL.

I denne uforudsigelige livsmosaik oplever du frk. Koefoed og fru Netterstrøms umiddelbare, bramfrie fremtoning.

Du vil undre dig og forbavses over deres gode humør og færdigheder.
De to kvinder udøver smidighedsdressur og lader deres humørsvingninger få udgangstilladelse.

Bag det artistiske ydre gemmer sig et uroligt sjæleliv, traumer og ambivalente følelser.
De uundgåelige skavanker finder nemlig deres egne dramatiske veje.

Længslen efter en accept af kroppens og psykens besynderlige udposninger spænder ben, og livets realiter og forventninger kolliderer konstant.
Denne tilsyneladende tragiske kamp skildres af disse sjælens klovne, gennem et meget personligt, lunt, modigt og humoristisk udtryk.

Se denne charmerende varieté, som du ikke kan undgå at overgive dig til, når du genkender dine egne mere eller mindre succesfulde bestræbelser på at finde mening i livets absurditeter.

 

Koefoed og Netterstrøm

Kofoed og Netterstrøm er splittergale- og de lever af det. To kvinder med en humoristisk tilgang til livet, der ikke er til at stå for.