En lille sonate

Desværre aflyst grundet covid-19. 

Du skal gå alene gennem skoven, som er stor og vild og farlig og uhyggelig. Og for enden af skoven ligger bedstemors hus, hvor bedstemor ligger og er så syg, at det også er helt uhyggeligt.

På en italiensk ladvogn bærer en levende høne og et nylagt æg hovedpartiet i en medrivende version af en gammel klassiker. En barsk historie om et barn, der får et stort ansvar. God rejse!

Forestillingen blev nomineret til Årets Reumert 2001.

NB: Opføres også på engelsk den 19. marts 2020 kl. 19.30. 


Er du i tvivl om, hvilke billettyper, du skal vælge? Bliv klogere.


Brevet

Den internationalt anerkendte skuespiller Paolo Nani står alene på scenen. Han siger ikke et ord – og spiller den samme historie om en mand, der skriver et brev hele 15 gange. Lyder det kedeligt? Glem det.

Paolo Nani spiller historien forfra, bagfra, beruset, som en western, som horrorfilm, med hænder, uden hænder, som cirkuskunstner, som stumfilm, og meget mere. Brevet giver ikke et øjebliks pause til publikums lattermuskler.

Forestillingen er en af de mest kendte danske forestillinger på internationale scener. Den er blevet hædret med adskillige priser og udråbt til at være kult af den internationale presse.

DANISH+

DANISH+ er en international showcase. Under begivenheden rejser teaterrepræsentanter og opkøbere fra hele verden til Aarhus
og frydes over et væld af stærk, dansk scenekunst, der appellerer lige meget til børn, unge og voksne.

Formålet er at skabe nye forbindelser og at fremme dansk eksport af scenekunst til udlandet.
Dansk scenekunst for børn og unge er internationalt kendt for sin høje kvalitet, og for ikke at tale ned til sit publikum.
DANISH+ arrangeres af Teatret Gruppe 38 og finder sted i Aarhus, hvert andet år.
Alle forestillinger opføres på engelsk eller uden ord, og udvalgte forestillinger er åbne for offentligheden.

Kom gratis i teatret under DANISH+(udsolgt)

Er du hurtig, kan du også få billet til en eller flere forestillinger – helt gratis.  Teatret Gruppe 38 og DANISH+ udbyder et begrænset antal gratis billetter
til aarhusianere og byens besøgende.

 

Læs mere om DANISH+ på eventet’s hjemmeside.

Intet

Pelle Koppels sceniske version af Janne Tellers internationalt prisvindende roman 

Pierre Anthon proklamerer pludselig en dag, at intet betyder noget. Absolut Intet. Opsat på at modbevise den påstand, begynder de andre at samle en dynge af deres mest betydningsfulde ejendele – en bunke af betydning. Og jo større og mere smertefuldt offeret er, desto større betydning, ikke?

Intet er en tankevækkende fortælling om livets mening, eller mangel på samme.

Publikum har på ny mulighed for at opleve denne populære forestilling, der før har spillet for udsolgte sale på Teatret Gruppe 38.

Jeg kan huske alting

Når jeg tænker på min dag, kan jeg huske det hele. For jeg er mig, og inde i mit hoved findes alt det, som jeg har lavet i dag.

Mine øjne har set så mange ting. Mine ører har hørt så mange lyde. Også musik. Fra kanten af min seng, kan jeg kigge ud over hele min verden, på alle dem, som jeg kender.

Det er aften og tid til at sove. Fra sengekanten kigger vi ud på verden. Ud af vinduet. På månen og på himlen fuld af stjerner. Det er sengetid, men umuligt at falde i søvn. For huset er fyldt med lyde, og hovedet fuld af tanker på dagen, der lige er gået…

DU MÅ VÆRE EN ENGEL, HANS CHRISTIAN

Velkommen til Teatret Gruppe 38’s populære og Reumert-belønnede promenadeforestilling.

På et langt bord er der dækket op til en fødselsdagsfest. To tjenere er kommet på deres livs opgave: At servicere
et bord fyldt med eventyrlige personligheder. Alle med de særeste behov og luner.

Teatret Gruppe 38 hylder den største digter, H.C. Andersen, med en dragende teateroplevelse. En levende teaterinstallation af lys, lyd, musik og billeder.
Publikum går rundt om bordet for at se de mindste mirakler og opfindelser helt tæt på.

Mørket ligger under sengen

En på-hovedet-historie om, hvordan noget i os vågner, når vi går i seng

Godnat, godnat, sov godt lille skat
blæsten har lagt sig i haven
lyset har gemt sig i den bælgmørke nat
og dynen har lagt sig på maven.

Kom, kom, læg dig tæt ind til mig
kysset har lagt sig på panden
strømperne har lagt sig hver for sig
jeg tror, de er sure på hinanden.

Mor og far kommer på overraskelsesbesøg hos deres søn.
Han har bare ikke tid til hyggesnak og kagefis, så det er lige
på hovedet i seng. Godnat og sov godt.

Men hvordan skal man kunne falde i søvn, når det kribler og
krabler af forventning i hele kroppen? Når man er sulten som
en ulv eller ved at dø af tørst, når det er for varmt eller for
koldt eller for lyst eller for mørkt?
Der er ingen barmhjertighed: Godnat, blev der sagt!