NÅR DEN SIDSTE ER GÅET

Træd ind i et forunderligt landskab, der overtager teatersalen, når sæsonen er slut.

Teatret trækker gardinerne for og slukker lyset i sommerferieperioden.
Men hvad sker der bag gardinerne, når alle er gået?

Teatret Gruppe 38 og The Garden Studio byder indenfor i teatermørket, hvor naturen er brudt ind gennem teatersalens loft og vægge.
Og hvor rester af dragende fortællinger og smuk musik breder sig.

Her kan du gå opdagelse i en dragende oplevelse, hvor du nok møder et venligt dyr eller to, falder over en forunderlig fortælling og får nye indtryk,
der taler til dine erindringer om sommer og natur.

Din billet inkluderer en både delikat og velsmagende servering, kreeret med omhu af madkunstner Jakob Vinkler fra The Garden Studio
– og et velskænket glas eller en kop god kaffe eller hjemmelavet limonade.

Få en sanselig oplevelse med brudstykker af litterære værker og dejlige toner.

 

MENU

Vælg mellem:

1. Et eventyrligt glas
Et køligt glas Sauvignon Blanc med Intens aroma af bl.a. hyldeblomst, passionsfrugt og moden grape. Sprød og fyldig, med god friskhed og en lang eftersmag.
Serveres med knækbrød, soltørret tomatpesto og saltede kerner.

2. En himmelsk mundfuld
Rabarbermarzerintærte med syrlig kagecreme, sommerbær, bærcoulis og blomster.
Serveres med en kop kaffe eller en kop the.

3. En lækker slurk
Hjemmelavet limonade. Vælg mellem hyldeblomst og hybenrose.
Serveres med bær og saltede kerner.

 

 

HVAD MED ALLERGENER?

Du/I kan altid henvende jer til personalet for at forhøre jer nærmere omkring allergener.

 

HVOR LANG TID SKAL JEG/VI AFSÆTTE?

Vi anslår, at det tager omkring 1,5 time at komme ud i alle afkroge af forundringskabinettet og at nyde jeres servering,
men som på et museum afgør I selv varigheden af jeres besøg.

 

HVAD ER ÅBNINGSTIDERNE – OG HVORNÅR SKAL VI KOMME?

Fredag-søndag d. 20.- 22. juni 2025 (en del af LitX Festival):
Fredag: Kl. 17.00-21.00
Lørdag og søndag: Kl. 13.00-17.00

Torsdage-søndage fra d. 26. juni-3. august 2025:
Torsdage og fredage: Kl. 18.00-21.00
Lørdage og søndage: Kl. 13.00-17.00

I kan vælge at ankomme inden for hele åbningstiden på den valgte dato – det er ikke nødvendigt, at I møder op på åbningstidspunktet, hvis andet passer jer bedre. 
Bemærk at dørene lukker på sluttidspunktet alle dage.

Køb billetter online eller i døren.

 

HVORDAN KOMMER JEG I KONTAKT MED JER?

Kontoret er sommerlukket fra den 5. juli-3. august 2025.
Derfor skal du i denne periode henvende dig fysisk på Teatret Gruppe 38 inden for forundringskabinettets åbningstider, hvis du vil i kontakt med vores personale.
Vi besvarer ikke e-mails, og vi kan ikke love, at vi kan besvare alle telefonopkald inden for åbningstiderne.

Bemærk: Til dette arrangement kan vi ikke, som normalt, ombytte dine billetter til et andet arrangement mod et administrationsgebyr.

 

HVAD HVIS JEG HAR BRUG FOR HJÆLP TIL BILLETKØB – OG KAN JEG OMBYTTE TIL EN ANDEN DATO?

Har du behov for hjælp med din billetbestilling, anbefaler vi dig at møde op inden for åbningstiden og købe billet i døren.
Som udgangspunkt bliver eventet ikke udsolgt.

Hvis det er nødvendigt, kan du vælge at ringe til vores billetudbyder Billetten A/S for at bestille eller ombytte billetter til en anden dato.

Bemærk, at Billetten A/S i så fald fakturerer dig et ekspeditionsgebyr på 40 kr. og et ombytningsgebyr på 25 kr.

Telefon: +45 70 20 20 96.

Se hvornår telefonen er åben på Billetten A/S’ hjemmeside – før mig derhen.

 

EN DEL AF LITX

Teaterinstallationen og forundringskabinettet NÅR DEN SIDSTE ER GÅET åbner ifm. festivalen LiteratureXChange den 20.-22. juni.
Derefter er forundringskabinettet åben torsdage-søndage fra den 26. juni-3. august 2025.

HVAD ER THE GARDEN STUDIO?

Jakob Vinkler og Ulla Lundsgart, der er kunstnerisk ledere hos The Garden Studio på Djursland i Homå.
The Garden Studio, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst, videnskab og gastronomi, blander høje ambitioner med tilgængelighed, åbenhed og invitationer ind i oplevelsesbaserede kunstneriske universer.
The Garden Studio arbejder bl.a. med kunstneriske residencies i Homå, tværkunstneriske produktioner og alternative og inspirerende workshops for virksomheder.

Jakob Vinklergastronom og kunstnerisk innovator

Jakob Vinkler er en markant aktør indenfor gastronomi og kulturproduktion med over 20 års erfaring i at udvikle kreative og integrerende projekter, hvor mad, kunst og kultur mødes.
Han har med sit arbejde været med til at definere gastronomi som en oplevelse, der går ud over det rent kulinariske.
Han har med sin alsidige karriere været med til at forme, udvikle og kuratere innovative projekter i Danmark og internationalt.

Jakobs karriere er formet af en række spændende og tværfaglige initiativer, hvor han har haft en central rolle som både projektleder, producent, og gastronomisk udvikler.

Tidligere har Jakob Vinkler bl.a. været koordinator for en række projekter under Kulturhovedstad Aarhus2017 (fx Fish-a-deli Circus og The Catastrophic Meal), partner i European Region of Gastronomy
og en nøglefigur i udviklingen af Det Gastronomiske Turistkontor i samarbejde med Business Region Aarhus og Business Region MidtVest.

Jakob Vinklers evne til at kombinere gastronomi og kunst har været synlig i en lang række kulturprojekter, herunder danseforestillingen The Blast Supper under Aarhus Festuge,
og Carnevale, en tværæstetisk teaterperformance om kødets rolle i samtiden.

Det er desuden Jakob Vinkler, Teatret Gruppe 38 samarbejder med i forbindelse med forestillingen 9 EPISTLER OG EN BOLLE MED SMELTET OST.

Ulla Lundsgart – tværæstetisk kunstner og facilitator af møder mellem natur, kunst og publikum

Ulla Lundsgart er uddannet på det Jydske Kunstakademi og har med sit arbejde formået at skabe et unikt rum for kunstnerisk samarbejde og publikumsinvolvering.
I 2018 grundlagde hun den første version af The Garden Studio: The Garden Studio at Ansegaard.


Organisationen fungerede som et mødested for professionelle kunstnere og en platform, hvor grænserne mellem kunstner og publikum blev udfordret.

Ulla arbejder ud fra en dyb respekt for naturen, der har en væsentlig rolle i hendes kreative proces.
Derudover er hun drevet af at skabe rum, hvor kunstnere samarbejder på tværs af discipliner, og hvor publikum får mulighed for at træde ind i kunstens “maskinrum”.
Det understreger en rød tråd i hendes arbejde: Troen på at alle mennesker har en væsentlig relation til naturen, og at alle mennesker har en skabende dimension,
der skal stimuleres og anerkendes.

Ved at skabe rum, hvor kunst og natur bidrager side om side, skaber hun taktile, følelsesmæssige og sensoriske oplevelser.

Ullas tilgang til kunst er integreret og helhedsorienteret. Hun er med The Garden Studio en drivkraft, der skaber fællesskaber,
hvor kunstnere kan samarbejde på nye måder, og hvor publikums deltagelse er en aktiv del af den kunstneriske oplevelse.