Teatret Gruppe 38 præsenterer ENESTÅENDE Festival 2021

Publikum kan opleve både danske og internationale soloforestillinger under ENESTÅENDE Festival 2021 med blandt andre Hans Rønne, Camilla Bendix og Forced Entertainment på scenen.

Teatret Gruppe 38 hylder for femte gang sologenren med ENESTÅENDE Festival 2021. Fra 28. oktober til 6. november kan publikum blandt andet opleve Camilla Bendix i rollen som Marie Grubbe, overvære hele Shakespeares HAMLET spillet af en enkelt skuespiller, og møde det legendariske britiske teaterkompagni Forced Entertainment til en forestilling om at rejse i tid.

En af de sværeste discipliner er soloen

Til hver forestilling under ENESTÅENDE Festival er der bare ét menneske til at forløse fortællingen. Der er ingen prangende scenografi og ingen udklædte statister. Skuespilleren er alene.

Men det er i mødet mellem denne ene performer og publikum, at magien opstår. I det intense øjeblik skabes nærvær, engagement og intimitet, fortæller skuespiller og kunstnerisk leder af Teatret Gruppe 38 Bodil Alling:

Det er vores idé at præsentere publikum for, hvor vanvittigt stærkt et enkelt drama kan virke, når der ikke er alle mulige virkemidler involveret. Når det blot er det intense drama, vi sidder i et intimt nærvær med,” siger hun og tilføjer, at man som publikum til den intense og meget nærværende teaterform bliver fuldt og helt draget ind i det, der udspiller sig på scenen, efter ganske få minutter.

”Det virker enormt stærkt, og jeg har derfor gerne villet vise folk, at det faktisk er noget, der kan være en meget stærkere oplevelse, end når hele udtrækket bliver sat i gang. Det her kan noget fuldstændigt andet,” siger hun.

En unik chance for at opleve international scenekunst

Under ENESTÅENDE Festival 2021 er det ikke kun muligt at opleve danske, men også internationale kunstnere på scenen. Fra Barcelona kommer verdensklassekompagniet La Petita Malumaluga med historien om 30 ELEFANTER UNDER EN PARAPLY, og den fremragende italienske klovn Fabrizio Rosselli præsenterer den akrobatiske og morsomme solo ENSPANDERENSPAND.

I løbet af de 10 dage festivalen varer, bliver det blandt andet også muligt at rejse gennem tiden med det legendariske engelske kompagni Forced Entertainment og forestillingen TO MOVE IN TIME. Camilla Bendix giver et interessant og nyt tilbageblik i danmarkshistorien med MARIE GRUBBE – DEN LEVENDE. Teater V præsenterer deres rørende og smukke historie MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER, og Odin Teatrets Roberta Carreri hylder sin store kærlighed i en smuk skildring af sorgen i forestillingen FLOWERS FOR TORGEIR.

Endelig fremfører Hans Rønne i DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE historien om en mand, der har mistet flere af sine nære venner og nu føler et stigende behov for at forholde sig til døden, og Teatret Gruppe 38’s Bodil Alling præsenterer HIMMELSENGEN, som er en gendigtning og ny version af én af teatrets klassikere.