Anmeldelse: Androkles og løven

Eventyr i hængekøjen

Af Henrik Lyding, Teateravisen.

Forunderligt beroligende og intenst fortælleteater om venskabet mellem en mand og en løve.

Hængekøje-teater. At vi ligger i små hængekøjer, mens forestillingen spiller. Eller mere præcist fortælles. Ideen er sjov, også selv om fans af Carte Blanche og Gruppe 38 har set det før i forestillingen ‘En sand røverhistorie’, der stadig er på plakaten.

At de to samarbejdende teatre gerne har villet genbruge hængekøje-ideen, er forståeligt. For det skaber et helt specielt rum, der egner sig perfekt til fortælleteater.
Rundt om en lysende kerne, hvor fortælleren Bodil Alling befinder sig, ligger vi så. I hver sin lille hængekøje og stirrer op på et himmelsejl med et mylder af projektioner, der blidt illustrerer fortællingen om Androkles og løven. Slaven Androkles i det gamle Rom, der beskyldes for tyveri, selv om det er husets altædende frue, der har tømt forrådskælderen for delikatesser.

Androkles må flygte ud i ørkenen, hvor han møder den farlige løve. Som nu ikke er så farlig endda. Den har nemlig fået en giftig torn i poten.
Androkles hjælper den og et venskab knyttes. Indtil soldaterne opsporer Androkles og sender ham ind til den visse død i cirkus som bytte for vilde dyr. Hyæner, tigre – og en løve. Som minsandten er løven fra ørkenen, Androkles’ gode ven.
Sammen går de derfra, løvebetvingeren Androkles som en fri mand.

Smuk historie, smukt fortalt

En smuk historie er det. Og smukt fortalt af Bodil Alling – ingen i dansk børneteater ejer så mild, så myndig, så eventyrlig en stemme som hende. Så vi ligger helt musestille i vores hængekøjer – der er små klapstole til de rygsvagelige – og lytter.
I forvejen sporet ind på tysthedens magi allerede fra begyndelsen, hvor vi lukkes ind i små hold, helt stille. En lise for voksenører og sikkert også for rastløse og energimættede børne-ditto. At få en halv times fortættet eventyrfortælling i rolige, totalkontrollerede omgivelser, hvor alt – musik, billeder, lyde – er afstemt efter historien.

Frembragt af sindrige projektionsmaskiner ser vi mønstre, stjerner, skygger, rislende sand og sprøjtende blod på himmelhvælvet over os, mens musikken blidt understøtter, suppleret med svirrende fluer, vilde dyrs puslen i krattet, marcherende soldaters tramp, ophidsede folkemængder og blidt dryppende vand.

At billeder og lyd skabes på stedet, kan man forvisse sig om bagefter, hvor billedmagikerne i hjørnekrogene af rummet gerne viser deres sindrige apparater frem.
Bagefter går vi ud, lidt fortumlede af oplevelsen, med missende formiddagsøjne efter en halv times afstressende eventyr i teatermørket. Fyldt med billeder og gode ord, en lille smule mere fredfyldte i sindet, end da vi kom.