:DANISH+ 2016 udleverer over 500 teaterbilletter

Fagfolk fra 18 lande besøger :DANISH+ fra den 1.-4. maj 2016. Derudover må festivalen melde udsolgt – efter at have udleveret mere end 500 gratis billetter til borgere, turister og institutioner.
Fra den 1.-4 maj besøger scenekunstinteressenter fra mere end 18 lande og 40 forskellige internationale festivaler, teatre og kulturinstitutioner Danmark for at opleve den femte udgave af teaterbiennalen :DANISH+. Oven i hatten har festivalen nu udleveret mere end 500 billetter til offentlige publikummer, virksomheder med internationale medarbejdere og uddannelsesinstitutioner. Det betyder, at :DANISH+ stort set kan melde udsolgt af alle de udbudte gratis teaterbilletter – på nær små 15-20 styk til forestillingen Romeo & Juliet af MishMash International Theatre Company.
Den aarhusianske showcase præsenterer sine internationale gæster for et særligt udvalgt program af noget af tidens fineste danske scenekunst for børn og unge – og alle forestillinger bliver opført på engelsk. Formålet med festivalen er at være med til at styrke og fastholde dansk børneteaters stærke internationale position. Blandt andet ved at præsentere forestillinger, der allerede er blevet oversat til engelsk, og dermed er parate til at drage på udlandsturné.
Derudover ønsker :DANISH+ med sin relativt intime størrelse, på mellem 15-20 forestillinger og 50-60 deltagende gæster, at udgøre en velfungerende og overskuelig base for nye transnationale netværksforbindelser, samarbejder og erfaringsudvekslinger blandt deltagende teatre og interessenter.
Deltagere fra alle kanter
DANISH+ er organiseret af det aarhusbaserede lille storbyteater Teatret Gruppe 38, der selv i mange år har turneret verden rundt med sine forestillinger for børn og voksne. Siden teatret afviklede showcase’n for første gang i 2008, er det lykkedes :DANISH+ at blive ved med at tiltrække branchefolk fra nye, og en meget bred række af lande.
I år får festivalen blandt andet for første gang besøg af deltagere fra både Taiwan og Senegal. Biennalen kan også se frem til at modtage gæster fra blandt andet Canada, USA, Kina, Rusland, og Tyskland. Den brede deltagerliste og de omkinrg 150 internationale deltagere på årets Aprilfestival kan tolkes som tydlige vidnesbyrd på den store interesse, dansk børne- og ungdomsteater oplever på den internationale teaterscene.
Dansk scenekunst for børn og unge er internationalt kendt for sin høje kvalitet og evne til at møde sit publikum i øjenhøjde. De danske teatre taler ikke ned til sine publikummer og producerer forestillinger, der ofte appellerer lige meget til voksne og børn. Samtidig er de danske værker ofte af praktiske størrelse og mobile i forhold til turnéaktivitet.
Den seneste undersøgelse af den danske afdeling af ASSITEJ viser, at 28 af deres medlemsteatre opførte i alt 643 forestillinger på udenlandske turnéture i 2014/15-sæsonen. Det svarer til mere end én forestilling om dagen.
Forestillinger på :DANISH+ 2016
The Way Back Home af Theatar Branar and Teater Refleksion
Romeo&Juliet! af Asterions Hus
Psycho – Street Cut af Dansk Rakkerpak
In the beginning was the beginning af De Roede Heste
M.I.S – All Night Long af DON GNU
The Evil af Folketeatret
Romeo & Juliet af MishMash International Theatre Compan
The Race af Teater O, Nørregaards Teater og Black Box Theatre
Fascinated with Apples af Teater Nordkraft
Smash af Teater Patrasket
Paradise af Teater Refleksion og De Roede Heste
HOV af TeaterBLIK
Goebbels’ Lesson af SceneWorks
My Digital Reality af Det Kommende Teater
The Darkness rests under the Bed af teater2tusind og Teatret Gruppe 38
Androcles and the Lion af Carte Blanche og Teatret Gruppe 38