Gratis e-bog om visuelt poetisk scenekunst

…og på den 8. dag begyndte de at drømme

Det er sjældent der udgives værker om teater i Danmark og ikke mindst værker, der beskæftiger sig med fysisk visuelt poetisk scenekunst. Men nu sker det digitalt i en overbevisende visuel udformning med “… og på den 8. dag begyndte de at drømme.”

Teaterinstruktør Catherine Poher har sammen med dramaturg, skribent og ph.d.Kirsten Dahl forfattet dette værk, som favner essensen af 40 års fysisk visuelt poetisk scenekunst med fokus på danske og europæiske scenekunstnere med Catherine Poher selv som det kunstneriske omdrejningspunkt.

I bogen kan man desuden finde et interview med Bodil Alling, hvor hun fortæller om samarbejdet med Catherine Poher og om deres fælles arbejdsmetode.

E-bogen kan hentes her.

 


Anmeldelser:

Benedikte Hammershøy Nielsen, dramaturg:

”… og på den 8. dag begyndte de at drømmegiver indblik i kreative processer og arbejdsmetoder. Vi får indblik i et poetisk, visuelt og associativt scenekunstsprog, som ligger langt fra institutionsteatrets tekstbaserede og narrative teater.

Bogen består af interviews med danske såvel som udenlandske teaterfolk samt refleksioner over denne anden slags teater, ledsaget af en rig billedside med skitser, forestillingsfotos og kortere uddrag af filmoptagelser fra udvalgte teaterforestillinger. Samlet giver det en sjælden lejlighed til ved selvsyn at dykke ned i en række store teaterkunstneres verden og blive inspireret.

… og på den 8. dag begyndte de at drømmeer som digital udgivelse i sig selv banebrydende og samtidig tilgængelig for alle. Dette er hermed en opfordring til at klikke sig ind og gå på opdagelse.”

 Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma::

”Jeg er meget imponeret over bogens omfang, dybde og bredde. Det er et stort værk, hvor man dykker ned i grundlæggende visuelle, poetiske og fysiske aspekter af teater for børn, for unge og for voksne. Man kommer igennem flere årtiers teaterhistorie”.

Steffen Aarfing, scenograf:

”Tusind tak for en gennemarbejdet, indsigtsfuld og ærke-kærlig fremstilling af alt det bedste teatret har at tilbyde.
Tak for ikke at intellektualisere.

Tak for inklusionen af alle de exceptionelle små initiativer, der tilsammen fortæller om vigtigheden af armslængden i den danske kunststøtte, som det bliver vigtigt at kunne dokumentere, i den tid der kommer.

Tak for alle de kloge ord om den visuelle proces.
Det er fandme en dejlig bog”.


Catherine har været med til at skabe følgende af Gruppe 38’s forestillinger:

1996. Og de levede lykkeligt.
1996. Den Hellige Nat.
1999. Kong Jool.
2003. Den lille pige med svovlstikkerne. Reumert pris.
2003. Min modige mor. Co-produktion med Aalborg Teater.
2005. Du må være en Engel, Hans Christian. Reumert pris.
2012. Jeg er ikke bange for noget.
2015. Mørket ligger under sengen. Co-produktion med Teater2Tusind.
2018. Historien om huset, der blev til en prik. Reumertnomineret.

Du må være en engel, Hans Christian
Fotos er fra “Du må være en Engel, Hans Christian.”