Jesus mor fortæller hos Teatret Gruppe 38

Historien kender vi alle, men fortælleren er ny, når Teatret Gruppe 38 inviterer til repremiere på den anmelderroste forestilling `Marias Testamente´ fra den 3. til 6. september 2015.  

”Bodil Alling spiller Marias Testamente, så tårerne løber” og ”… et hudløst ærligt møde med verdenshistoriens mest kendte moder fremført af et af landets ypperste fortælletalenter”, lød det blandt andet fra anmelderne, da Teatret Gruppe 38 sidste år havde premiere på forestillingen `Marias Testamente´. Nu kan man atter opleve Bodil Alling i rollen som Jesus mor, når forestillingen vises på teatret i Mejlgade fra den 3.-6. september.

Teatret beskriver forestillingen som ”Den ukendte fortælling om den mest kendte moder i historien. En gribende fortælling om Marias sorgfulde erkendelse, efterhånden som hun stykker begivenhederne sammen omkring sin søns død” – og stiller i forestillingen spørgsmålet om der findes en sag, der er stor nok, til at det kan give mening, at miste sit barn. En kærlig, barsk, rørende og eviggyldig historie i Hans Rønnes instruktion og Gitte Baastrups minimalistiske scenografi.

Den prisvindende forfatter Colm Tóibín, skrev forestillingen `Testament´ på bestilling. Uropførelsen fandt sted på Ulster bank Dublin Theatre festival i 2011, med skuespiller Marie Mullen i rollen som Jesus mor, der for første gang for tæller sin version af Jesus historie. Forestillingen er efterfølgende sat op på Broadway med Fiona Shaw i hovedrollen og romanudgaven af historien er nomineret til ”The Man Booker Prize”.

Teatret Gruppe 38 har eneretten til at spille forestillingen på dansk i egen opsætning.
Billedtekst: Bodil Alling fra Teatret Gruppe 38 i rollen som Jesus mor i forestillingen `Marias Testamente´, som spiller fra den 3.-6. september i Mejlgade. Foto: Morten fauerby