Reumertvinder på Teatret Gruppe 38

”Toy Story” er digital barnemad i forhold til dette…”

Der er dækket op til en anderledes H. C. Andersen-oplevelse når Teatret Gruppe 38 skyder sæsonen i gang med den Reumert-vindende forestilling `Du må være en engel, Hans Christian´ fra den 26. 28 august 2014. Publikum får ikke lov at sidde, for gæsterne er dem fra eventyrene…

Et menneske kan ikke leve uden at blive set – at blive gennemskuet og elsket alligevel. Det så H. C. Andersen. Med fordybende alvor og uhøjtidelig humor fejrer Teatret Gruppe 38 den største eventyrdigter i en anderledes og udfordrende teateroplevelse. En levende teaterinstallation af liv, lys, lyd, musik og billeder, hvor publikum ikke får lov at sidde – for de virkelige gæster er dem fra eventyrene.

”Det er ikke kun for børn, og det er ikke kun teater”, skrev Politiken. ”En forunderlig, frydefuld fest”, lød det fra Århus Stiftstidende. ”Filmen ”Toy Story” er digital barnemad i forhold til dette”, var ordende fra Information.

Forestillingen, hvor to tjenere er kommet på deres livs opgave med at servicere et bord fyldt med eventyrlige personligheder, er tidligere tildelt Årets Reumert. Den har spillet på bl.a. Broadway, Barbican i London, Dublin Theatre Festival og Det Kongelige Teater. Til november rejser forestillingen til den anden side af jorden, for at spille på Operahuset i Sydney.

Forestillingen spilles på engelsk for herboende internationale medarbejder og studerende den 25. august kl. 19. Billetter fås ved direkte henvendelse til teatret.

Fakta

Spilletider
25. august kl. 19 – forestilling på engelsk
26.-28. august
Tirsdag kl. 17 & 19
Onsdag, torsdag kl. 9.30 & 11
Uegnet for børn under 7 år